Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet tidsrum. Ca. 1300—ca. 1500. Fra norrøn literatur til norsk folkedigtning - Folkeviserne. Deres oprindelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IIO Andet tidsrum ca. 1300—ca. 1500.
bondestuerne og husmandshytterne. De har vist et slags
aristokratisk tendens til at trække sig tilbage fra det larmende kulturliv,
til de stille fjeldbygder, hvor de nyere tider endnu ikke havde trængt
frem, og dette var ikke den af deres egenskaber, der bidrog mindst
til deres popularitet hos romantikerne i den første halvdel af dette
aarhundrede. De var imidlertid ikke tilbøielige til at anerkjende, at
viserne havde sin oprindelse i andre samfundslag end de, hvori de
fandtes i vor tid. De havde alle sine dage ført dette stille,
ubemærkede liv fjernt fra kulturen. De var et udslag af den poetiske
evne hos folket, «fordelt over hele Massen af Folket, endnu ikke
individualiseret, og heller ikke trængende dertil». Det er hverken
mere eller mindre end J. L. HEIBERG, et af Danmarks klareste
kritiske hoveder, som har udtalt de citerede ord. De røber, at hans
æsthetiske og filosofiske anskuelser har bragt ham til at stirre sig
blind paa denne gren af literaturen. Hvis der skal være nogen
mening i at tale om en poetisk evne, som ikke er individualiseret,
saa maa det enten være den, at visens tilblivelse ikke skyldes nogen
enkelt individ, eller at dette individ har været en saadan poetisk
landeveistraver, at det er en ren tilfældighed, naar han er visens
ophavsmand. Hundreder, tusinder, «hele Massen af Folket» kunde
ligesaa godt have været fader til den. Den ufrivillige parodi paa
denne paastand blev i virkeligheden ogsaa gjort, idet der blev
paastaaet, at viserne ikke skyldte enkelte forfattere sin tilblivelse; de
var frembragt af «hele det syngende Folk». Hvorledes «rhele det
syngende Folk» kan slaa sig sammen om at låve en vise, det
overlader jeg læserens sunde sans at finde ud af. Der er her gjort til
alvorlig theori, hvad eier i et af vore nyere stev paa skøi siges om
stevjingen:
«Aa denne visa tek aller ende,
fer hon er komin otor ei renne ;
og denne visa hev gjort seg sjøl,
ho korn no fly tandes paa ei fjøl.»
Saadanne mirakuløse viser kjender desværre literaturhistorien
ikke noget til, og den kan ikke anerkjende dem, saalænge den vil
gjøre fordring paa at være literaturhistorie, altsaa ikke vil nøie sig
med at være romantisk æsthetiseren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
