Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet tidsrum. Ca. 1300—ca. 1500. Fra norrøn literatur til norsk folkedigtning - Omkvædet - Folkevisernes karakter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Folkevisernes karakter. 117
er det meningsløst; men det skyldes «tidens tand», der har gnavet
her, som den gnaver alle andre steder. I regelen staar omkvædene
i et inderligt forhold til visen. Ofte antyder de dens titel; mangen
gang søger de at samle dens grundstemning i et enkelt udbrud.
Folkeviserne falder ind under den digtgruppe, som gaar under
benævnelsen romancer eller ballader. De er episke i sit indhold,
men bevæget lyriske i sin form. De forteller, men ikke som
HOMER, ikke som sagaen fortalte; foredraget er langt mere uroligt,
antager i langt høiere grad skiftende farve efter stemningen. Ofte
bliver foredraget rent dramatisk, idet visen antager dialogisk form,
uden at der, som i en episk beretning, gjøres rede for, hvem det er,
som taler. Det er noget, som følger af situationen, og som læseren
eller tilhøreren selv maa finde ud af. Lyriske udbrud forekommer
imidlertid sjelden eller aldrig i selve viserne; digterens jeg spiller
ikke nogen rolle. En ofte forekommende «jeg»-linje er den
bekjendte: «Det vil jeg for sandingen sige»; men den er vistnok,
som STEENSTRUP har paavist, en senere tilkommen hjælpelinje, som
sangeren har grebet til, fordi han ikke længer erindrede versets
egentlige form. Det er et letkjøbt nødvers, som var godt at gribe
til, naar det kneb for hukommelsen. Det mest lyriske element i
visen er omkvædet. Det er stemning, og kun stemning. —
— Med hensyn til fremstillingen af ydre forhold og
omstændigheder udmærker ikke viserne sig ved episk bredde.
Naturomgivelserne udmales ikke med en rigdom af detailler. Stedet, hvor
handlingen foregaar — eller hvor dansen trædes —, angives med to-tre
ord; blomster spiller en fremtrædende rolle; der tales kun om liljer
og hyppigst om roser; men rose var en fællesbenævnelse paa alle
blomster; endnu den dag i dag kalder de norske bønder alle blomster
for roser — dog ikke de vildtvoksende, som de selv ser paa sine
marker hver vaar og sommer; dem har de navne paa. Fuglesangen
spiller ogsaa en rolle i viserne; men de fugle, som synger, er
sangfugle saadan i al almindelighed. — «Ogsaa i Farverne viser sig
liden Naturalisme,» bemærker STEENSTRUP; «de staaende Udtryk
komme igjen. Jomfruens Arme er liljehvide, stundom kan Gangeren
[-Folkevisernes-]
{+Folke-
visernes+}
karakter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
