Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet tidsrum. Ca. 1300—ca. 1500. Fra norrøn literatur til norsk folkedigtning - De danske visers historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Folkevisernes literære historie. — De danske visers historie. 131
Møller og Værksteder, af de Fremmede, der strømmede til allevegnefra, for at
beundre den navnkundige Mand og hans Underværker. Medens VEDEL opholdt sig
paa Uranienborg som dens Ejers velkomne Gjæst, stævnede en af de sidste Junidage
en liden Flaade over Sundet, og Enkedronning SOPHIE med Følge steg iland paa
Hveen for at aflægge Besøg hos TYGE. Indtræffende Uvejr forlængede Opholdet
indtil paa tredie Dag, saa der blev god Lejlighed til allehaande Samtaler. Ved Taflet
henledede TYGE BRAHE Dronningens Opmærksomhed paa sin gode Ven og Gjæst.
«Mester ANDERS,» tilføjede han, <haver ogsaa samlet en Dei af disse gamle danske
Viser, som Eders Naade plejer at have synderlig Lyst og Behagelighed at læse.»
Dronningen bad da VEDEL lade hende se de Folkesange, han havde med sig. «Jeg
skal adlyde Eders fyrstelige Naade,» svarede VEDEL, «som tilbørligt er; dog beder
jeg ydmygeligen, at Eders Naade vilde paa en kort Tid have Taalmodighed med mig,
at jeg kunde udvælge de fornemste og tilskikke Eders Naade en Renskrift deraf.»
Med Opfyldelsen af dette Løfte trak det imidlertid i Langdrag; VEDEL’s andre
Arbejder optog hans Tid, og først efter gjentagne Paamindelser af Dronningens
Hofmesterinde, BEATE BILDE, tog han fåt paa denne Sag, men besluttede nu tillige
at føre den til Ende paa en fyldigere Maade end den oprindelige paatænkte, idet
han vilde sende Dronningen ikke en Renskrift, men en trykt Bog. Han udvalgte da
af sit store Forraad et Antal af hundrede Viser, som han inddelte i tre Klasser:
sexogtyve Kæmpeviser om Helte, hvis Tidsalder, Opholdssted og øvrige Forhold
ikke med nogen Vished lod sig bestemme, femoghalvtredsindstyve historiske Viser
om danske Kongers og Dronningers Levnet og Bedrifter samt nitten Viser om danske
Riddersmænd. Texten er temmelig frit behandlet ved Sammenarbejdelse af flere
Viser til een, ved Tilføjelse eller Udeladelse af enkelte Strofer og ved Tildigtning
af moralske Slutningsstrofen»
Saavidt professor PETER HANSEN. Det lille velkjendte
kulturhistoriske billede fra Hveen, som han skildrer, er vistnok tegnet lidt
for meget paa guldgrund, naar han dypper sin pen i «mediceisk
Glands» o. s. v.; men alligevel Straaler billedet kraftig og lysende,
naar vi holder det op mod den baggrund, som de norske
literatur-forhold dengang dannede. I Norge var der ingen, som brød sig
om de gamle viser, undtagen dem, som endnu sang dem, og som
havde gammen og glæde af dem. Der var ingen adelige damer til
at skrive dem op, ingen dronning til at interessere sig for dem,
ingen historiker til at samle og udgive dem; de maatte endnu i
flere hundredaar leve et slags vildmandsliv paa folkets tunger, indtil
der kom mænd, som havde forstaaede af deres poetiske og
nationale værdi og tog det som en opgave at samle resterne.
I det syttende aarhundrede udkom ikke mindre end to nye
visesamlinger i Danmark. I 1657 udgav nemlig METTE GJØE «Tragica,
den første Part», væsentlig bestaaende af en ny samling, som VEDEL
havde paabegyndt, og i 1695 udgav PEDER SYV «Tohundrede Viser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
