Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet tidsrum. Ca. 1300—ca. 1500. Fra norrøn literatur til norsk folkedigtning - De norske folkeviser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De norske folkeviser. 133
Den er et interessant literaturhistorisk aktstykke i mere end én
henseende. Den lille fortale, hvormed udgiveren har forsynet den,
er et karakteristisk udslag af interesser og stemninger, som paa
udgivelsestidspunktet var begyndt at gjøre sig gjældende inden de
literære kredse i Norge. Forfatteren hævder med stor styrke
folkepoesiens betydning for kunstpoesien; det er fra folkepoesien, hans
samtids norske digtere skal hente kraft og nationalt præg. Derfor
er ethvert bidrag fra folket af stor betydning, og et saadant bidrag
er det da, han leverer. Men lidet er det, det er sikkert, og JØRGEN
MOE er den første til at indrømme det. Af virkelige gamle
folkeviser indeholder hans samling saa godt som intet. Han har væsentlig
samlet, hvad der allerede var kjendt gjennem tryk. Nyere
frembringelser af navngivne forfattere som HEYBERG’S «Bonden i
bryllaups-garden», STOCKFLETH’S «Heimatkomsten», EDVARD STORM’S sange i
gudbrandsdølsk dialekt, ja selv noget saa nyt som «Aagots Fjeldsang»
af BJERREGAARD’S «Fjeldeventyret», for ikke at tale om nyere og
tildels temmelig ubetydelige dialektforfatteres frembringelser, optager
en væsentlig del af samlingen. Af ældre, ægte folkepoesi har han
taget «Rabna-Brydlup uti Kraakelund» fra HALLAGER’S opskrift og et
par andre optegnelser fra KLUVER’S «Norges Mindesmærker»,
deriblandt den før nævnte «Lage aa Jo», som visen heder i den
KLUVER-MoE’ske gjengivelse. Om hele den rige gamle viseskat, som LANDSTAD
senere drog frem, har MOE i 1840 ingen anelse. Derfor sætter han
ogsaa stevene som den ypperste og bedste del af den folkelige poesi.
«Især er det Stevene, der, ved deres eiendommelige Tilblivelsesmaade
og Brug, maaske endnu mere end ved deres Indhold, have Krav paa
Opmærksomhed,» siger-han i sin indledning. Men endnu høiere sætter
han de prosaiske overleveringer, sagnene og navnlig eventyrene.
For vort lands vedkommende har han ubetinget ret, naar det
gjælder eventyrene. — Den lille samling gjorde en vis lykke; i 1848
kunde forlæggeren udgive en ny udgave. Den besørgedes af
professor P. A. MUNCH. «Forandringerne bestaa dels deri, at enkelte
mindre egte, og overhoved som Folkeviser mindre passende Stykker
ere ombyttede med andre og mere passende,» siger MUNCH i sit
forord, «dels ogsaa deri, at man har søgt at forme Retskrivningen
mere efter Sprogets Aand, og saavidt muligt gjøre den fælles for
alle eller for de fleste Stykker.» I 1869 udkom endelig en tredie,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
