Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet tidsrum. Ca. 1300—ca. 1500. Fra norrøn literatur til norsk folkedigtning - Folkeeventyrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148 Andet tidsrum ca. 1300—ca. 1500.
gutten vil atter vide, hvem manden er, og hvor han kommer fra.
— «Jeg? jeg er kjendt nok, jeg er Fanden og kommer fra Helvede
jeg,» sagde Manden. — «Nej,» sagde Gutten; «Du bare piner og
plager Folk, og der, der er nogen Ulykke paa Færde, der sige de
altid, det er din Skyld. Dig vil jeg ikke drikke med,» sagde
Gutten. — Saa gik han langt og længer end langt igjen med
Øl-dunken sin, til han syntes, den blev saa tung, at han ikke orkede
at bære den længer. Han begyndte at se sig omkring igjen, om
der ikke kom Nogen, han kunde drikke med, saa Dunken kunde
letne. Jo, langt om længe saa kom der en Mand igjen, og han
var saa tør og skranglet, at det var et Vidunder, at han kunde
hænge sammen. — «God Dag,» sagde Manden. — «God Dag igjen,»
sagde Gutten. — «Hvor skal du hen?» sagde han til Gutten. —
«Jeg skulde se, om jeg kunde finde En at drikke med, saa Dunken
rnin kunde letne lidt, den bliver saa tung at bære,» sagde Gutten.
— «Kan Du ikke drikke med mig ligesaa godt som med en Anden?»
sagde Manden. — «Jo, kan jeg saa,» sagde Gutten. «Hvad er Du
for En, Du da?» sagde han. — «De kalder mig for Døden,» sagde
Manden. — «Dig vil jeg drikke med,» sagde Gutten, og lagde ned
Kaggen sin og gav sig til at tappe 01 i Skaalen. «Du er en fagna
Mand, for Du gjør alle lige, baade Fattige og Rige».» Siden
antager eventyret en almindelig karakter; rnen denne indledning er
saa mærkelig i og for sig, at den danner et slag i ansigtet paa hele
eventyropfatningen. Den er nærmere i slægt med SCHOPENHAUER’S
og EDUARD VON HARTMANN’S pessimistiske filosofi end med
eventyrets optimistiske freidighed.
Men dette eventyr er som sagt enestaaende, og det
repræsenterer et rent undtagelsestilfælde inden eventyrliteraturen, enten en
abnormitet inden den egentlige eventyrmasse eller en «sildefødning»,
som danskerne siger, en frembringelse fra en tid, da den ægte
eventyraand allerede maa have befundet sig i et slags selvopløsning.
Men «én svale gjør ingen sommer», selv om dens vinger er aldrig
saa sorte, og svalens fætter, «natteravnen», gjør heller ingen nat.
Eventyrets grundtone er trods en saadan trist undtagelse saa lys,
saa freidig og saa livsfrisk, at den udgjør den mest skinnende farve
i den farveharmoni, som vor literatur danner.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
