Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet tidsrum. Ca. 1300—ca. 1500. Fra norrøn literatur til norsk folkedigtning - Folkesagnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Folkesagnet. I ej ej
Steder, hvilket er Tilfældet med St. Olaf, Habar og Signe, og Axel
og Valborg. Steders og Personers Navnelighed var nok til at gjøre
flere Steder til Balladens Skueplads» (FAYE). —
En stor og interessant sagngruppe er de saakaldte
natur-mythiske sagn. FAYE har, som før nævnt, kaldt dem sagn «forn
overnaturlige Væsener», en benævnelse, der ingenlunde er uheldig.
ASBJØRNSEN fandt paa den mindre vellykkede benævnelse
«Huldreeventyr» ; den er mindre vellykket af to grunde, først — og mindst —
fordi disse sagn ingenlunde udelukkende handler om huldren,
ihvorvel hun er deres hyppigst forekommende figur, sidst — men ikke
mindst — fordi disse traditioner ikke er «eventyr». De har
intetsomhelst med eventyret at skaffe; de er i regelen smaa løsrevne
vidnesbyrd om gammel national overtro, der har ført en
gjenganger-agtig tilværelse lige ned mod vor tid. Eventyrene er digtninger,
disse sagn er det ikke. De er baade fra formens og indholdets
side et slags referater af, hvad der ved en given leilighed har
passeret overtroiske personer. Af saadanne «sagn» gives der
tusinder paa tusinder; hvert eneste bygdelag har en mangfoldighed
af dem; hver eneste bondegut eller bondejente har en hel liden
samling at fortelle, i regelen om personer, som tilhører deres
be-kjendtskabs- eller familjekreds. Og disse historier er ikke døde den
dag i dag; de lever et stille, dulgt liv oppe i de mere afsides
bygder, markstukne af modern tvivl, men opretholdte af en vis
tro paa fædrenes autoritet. Tvivlen skriver sig fra nutidens
folkeskoledannelse; troen fra den tillid, som enhver barnlig sjæl har
til det, som far og mor — og bedstefar og bedstemor — fortæller,
at de selv eller deres nærmeste samtidige har oplevet.
Nogle af de ældste af disse sagn har bevaret direkte minder
om den gamle gudelære, saaledes det af FAYE efter digteren S. O.
WOLFF’S opskrift meddelte om «Thor og Urebø-Urden». Her
forekommer ogsaa rent arkaistiske sprogformer — som
«Tungum-Hamri» for ^Tungje Hammaren», om Thors hammer —. Men i
regelen har de mythiske forestillinger undergaaet betydelige
forandringer, inden de naaede ned til vort aarhundrede. Og en ting
gjælder om de fleste af dem: det er ikke guderne, men deres
gamle fiender jætterne og troldene, som gaar igjen i dem. I
middelalderen gjorde tyskerne oldtidens gudinde for Skjønhed og kjærlig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
