Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet tidsrum. Ca. 1300—ca. 1500. Fra norrøn literatur til norsk folkedigtning - Folkesagnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Folkesagnet. 157
selv uden at vide det, og denne ubevidste selvkarakteristik er af
stor værdi som aktmæssigt bidrag til* folkets psykologi. Dets værdi
forøges end mere derved, at det er det bedste bidrag, idet intet er
saa dybt rodfæstet, saa eiendommeligt og saa karakteristisk i folkets
forestillingskreds som dets overtro. «Blandt de aandelige Magter,
som bevæger og behersker Folkelivet,» har ASBJØRNSEN skrevet,
«er Overtroen en af de stærkeste og mest betydelige; i mange
Kredse er den en større Magt end Religionen, og ikke sjelden træder
den i Stedet for denne. Stik modsat baade Religion og Videnskab
er den bleven bekjæmpet paa Liv og Død af begge, men den er
saa seig i sin Vedvaren, den viser en saa uforgjængelig Livskraft,
at den flytter med overalt, hvor Mennesket fæster Bo»» (HENRIK
JÆGER: «Norske forfattere»). —
— De vigtigste af disse folketroens overnaturlige væsener er
— efter FAYE’S inddeling —: i) jutulen eller bergrisen. Han
er mindst paavirket af «forvandlingens lov». Han er kolossal,
kjæmpe-mæssig overnaturlig i alt, hvad han foretager sig. Naar han er ude
paa vandring, sætter hans fod mærker i fjeld og sten, som om det
var i sne, han traadte; som kastevaaben bruger han stene saa store
som hus, og han kjører gjennem luften fortere end det forteste
iltog; vantefingeren hans maaler fire skjæpper, og naar han ler, saa
revner fjeldene. Men trods al sin styrke og størrelse har han et
svagt punkt: han taaler ikke at se solen. Biot et lidet solgløt over
horisonten — straks er det ude med ham. Da sprækker — revner —
han, eller han bliver til sten. Jutulen har allerede for lang tid siden
ophørt at være en skikkelse, der var gjenstand for tro. Trods hans
kolossale dimensioner er der ingen sagnfortæller, som har havt
rædsel for ham; han er en fortidsfigur, en figur, der har grasseret i
gamle dage, og som i vort aarhundrede spiller samme uskadelige
rolle mellem de overnaturlige væsener som mastodonten mellem
pattedyrene. —
Anderledes er det med hans slægtninge: 2) de underjordiske.
De nedstammer vistnok nærmest fra dværgene i den gamle
mytho-logi, og de har beholdt sin magt, baade magten til at gjøre godt
og magten til at gjøre ondt. I regelen er de slet ikke saa
umedgjørlige, naar man bare ikke forstyrrer dem; men gjør man det,
kan de være slemme nok. Den, som gjør dem tjenester, kan være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
