Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredie tidsrum. Ca. 1500—1700. Fra reformationstiden til Holberg - Peder Claussøn Friis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
l 86 Tredie tidsrum ca. 1500—1700.
der ikke tale om at fortsætte — saaledes som vi ovenfor har seet
med PEDER CLAUSSØN FRIIS. Kulsvierpræsten har i alle fald i
Danmark en saa nær beslægtet prototyp, at han ikke kan være stort
nærmere beslægtet. Det er en præst i Ribe; vistnok var han ikke
kulbrænder; men han var i alle fald smed, og det kan vistnok komme
ud paa ét. I Bergen blev der i 1569 ordineret en præst, hvis
væsentlige kvalifikation var den, at han havde været tjenestegut hos
biskoppen. Det heder herom kort og lakonisk i ABSALON PEDERSSØN’S
«Kapitelsbog»: «28 Augustj. Vart Niels Hielt, bispens dreng,
ordinerit til prest oc kallit at vere her Peders capellan til Fane.»
Men paa den anden side maa det ogsaa fremhæves, at
refor-mationstidens præster havde store vanskeligheder at kjæmpe med.
Allerede tienden voldte dem stort besvær. Den saakaldte tiende
skriver sig fra SIGURD JORSALFAR’S regjeringstid. Før havde
præsternes lønning været bestemt paa en mere vaklende maade; en del
af den havde i alle fald været gjenstand for mindelig overenskomst
mellem præst og menighed, for ikke at tale om sligt som offer og
andre frivillige ydelser. Tiendens indførelse søgte at regulere disse
forhold. Tienden blev delt i fire dele, der skulde tilfalde: 1) sognets
kirke, 2) sognets præst, 3) stiftets biskop, 4) sognets fattige.
Tienden var først og fremst korntiende — 1/10 del af aarets
korn-afkastning —, fisketiende — hver tiende fisk, som i tørket tilstand
blev bjerget af fiskerne i fiskedistrikterne —, kvægtiende, en ydelse
af, hvad gaardens besætning bragte til verden. Dertil kom
«hovedtienden», der fra gammel tid var en frivillig sjælegave af en
tiendepart af giverens hele løse formue. Siden var den gaaet over til
at blive en skyldighed, som hver mand var pligtig til at yde en
gang i sit liv. Denne ophørte som skyldighed, hvor erhverstienden
blev indført. Ved reformationen blev den gamle tiende delt i tre
dele: kongetiende, kirketiende og præstetiende; men efter saa mange
aarhundreders praksis holdt folket fast paa den gamle deling i fire
parter. De delte fremdeles i fire dele — og beholdt nu den fjerde
•del selv. Det førte til mange og langvarige stridigheder, ikke mindst
i Stavanger stift, hvad G. STORM gjør nærmere rede for i sin
biografi af PEDER CLAUSSØN.
Men ogsaa paa andre Omraader havde reformationstidens
præster store vanskeligheder at kjæmpe med. Reformationens ind-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
