Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredie tidsrum. Ca. 1500—1700. Fra reformationstiden til Holberg - Peder Claussøn Friis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
188 Tredie tidsrum ca. 1500—1700.
var deres værste fiender, Nogle slog de ihjel, andre mishandlede
de paa mange maader. I et norsk Præstegjæld var der ingen
præst i tre aar, da ingen turde overtage præstekaldet der. I Omlid
dræbte de en præst, den anden huggedes og droges de med, den
tredie hug de to fingre af, den fjerde jog de i badstuen, hver gang
de drak, og den femte blev julen 1576 med sin dreng jaget ud i
en udlade, hvor han var nær ved at fryse ihjel om natten. Men
saa var presterne heller ikke Vorherres bedste børn; de var alt
andet. Bare fra PEDER CLAUSSØNS eget provsti har man adskillige
karakteristiske eksempler, der viser, hvor lavt præstestanden
dengang stod. Præsten i Vanse, provstiets største Præstegjæld, JØRGEN
STORK, havde havt et barn med sin hustru, før de blev gift.
Præsten i Lyngdal, MADS MIKKELSSØN, foreslog ham, at de skulde bytte
kald, og da JØRGEN STORK, som rimeligt var, ikke vilde gaa ind paa
dette, anklagede han ham for hor og førte falske vidner. Skjøndt
dette blev oplyst paa det aller utvivlsomste, blev dog anklageren
fri for straf. Den anklagede viste sig forøvrigt siden paa andre hold
at være værre og ikke bedre. Han nægtede en bonde sakramentet^
fordi de var uvenner og laa i proces med hinanden; han skrev
falske breve og maatte betale bøder derfor; han havde sprunget
efter sin provst med en øks for at hugge til ham, og senere havde
han villet overfalde ham ved kirken under gudstjenesten en søndag,
han stod for alteret i messeklæder, havde han faaet øie paa et
kvindemenneske ude paa kirkegaarden; hende var han sint paa —
og vips for han fra alteret og ud paa kirkegaarden for at dænge
hende. Trods alt dette fik han beholde sit kald. Efter JØRGEN
STORK’S død overtog sønnen kaldet. Svigersønnen, der havde været
JØRGEN STORK’S kapellan, mente, at han havde ret til det. Og saa
stævnede de hinanden for retten. Kapellanen beskyldte da sin
svoger for dovenskab og drikfældighed. Da provsten vilde mægle
fred, blev han udskjældt og undsagt. Sognepræsten gik undertiden
i gjæstebud om søndagen istedetfor i kirken, blev der oplyst; en
gang havde han været fjorten dage borte fra sit sogn; han havde
været paa rangel i al den tid. Svogeren blev overbevist om at
have faret med løgn og bagtalelse. Midt under forhøret begyndte
disse to — i provstens og hele menighedens paahør — at skjælde
hinanden ud med de gemeneste skjældsord. De kaldte hinanden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
