Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredie tidsrum. Ca. 1500—1700. Fra reformationstiden til Holberg - Anders Christensen Arrebo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anders Christensen Arrebo. 2II
Det bidrog naturligvis ikke til at gjøre forholdet mellem bispen og
fogden mindre tilspidset.
De citerede vers er i mere end en henseende af interesse. For
det første viser deres ydre skikkelse — ligesom de foregaaende
citater —, at folkevisen endnu ikke var ble ven «en saga blot».
Dens tone var endnu levende, og i et lystigt lag kunde man
adsprede gjæsterne ved at anslaa dens strenge; men det var dog ikke
frit for, at disse strenge skurrede en smule. Det var ikke længer
den gamle naive folkevisetone; det var en lystig selskabelig skjæmt,
der forklædte sig i folkevisens klædning for at drive gjøn. Røsten
var Jakobs, rnen hænderne var Esaus. — Dernæst er der ogsaa en
anden side ved disse vers, som det er værd at lægge mærke til.
Det er deres høist usædvanlige forhold til datidens overtro. Læseren
maa erindre, at vi endnu befinder os i hekseprocessernes tid, en
tid, da troldskab og andet djævelskab var ting, man ikke spøgede
med, men korsede sig for, en tid, da en slig spøgefuld anvendelse
af troen paa finnernes troldomsevne i flertallets øine var ligesaa
letsindig og forargelig som at «tage guds navn forfængelig». ARREBO
har øiensynlig ikke været nogen troende mand, naar det gjaldt slige
fænomener som ganfinner. Heraf at slutte, at han i det hele taget
ligeoverfor overtroen har indtaget et mere fremskredet standpunkt
end sine samtidige, vilde imidlertid være meget forhastet. Han var
i saa henseende et barn af sin tid; men han var tillige et barn af
sit land, og denne specielt norske overtro, som det her dreiede sig
om, den var ham selvfølgelig fjern og fremmed; den havde ikke
nogen magt over hans følelses- og tankeliv, saaledes som den havde
det i de omgivelser, hvori han som biskop færdedes; den kunde
han i et uoverlagt øieblik drive gjøn med, uden derfor hverken at
være en fritænker ligeoverfor overtroen i almindelighed eller en
gudsforgaaen galgenfugl, der spottede med de aller alvorligste
materier. Det hele digt er saaledes hverken at rose som udslag af
intellektuel overlegenhed eller at dadle som forvorpen letsindighed.
Det er nærmest en tankeløshed, et udslag af mangel paa den
diplomatiske klogskab, der stikker fingeren i jorden og lugter, hvad land
den er i. Hans hustru har i denne henseende været klogere end
han; da han havde sunget sine vers for de forsamlede, udtalte hun
sin misfornøjelse med dem, og ARREBO, der øieblikkelig var villig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
