Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredie tidsrum. Ca. 1500—1700. Fra reformationstiden til Holberg - Anders Christensen Arrebo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anders Christensen Arrebo.
215
ligeoverfor de kirkelige sager fik ligeledes sin straf; det var en
forbrydelse ikke at gaa i kirken hver søndag, og hvis de lange,
søvndyssende prækener førte til det for tilhøreren ganske naturlige
resultat: søvn, da fik han et slag i hovedet af en lang hvid stok,
som en kirkebetjent gik omkring og holdt justits med under
gudstjenesten. Menneskene behandledes i forhold til religionen ikke som
mennesker, men som umyndige skolebørn. Hekseri og troldom
forfulgtes med en energi, der var en bedre sag værdig; at spotte
med sligt var at spotte med det hellige. Al dans, al lystighed,
alt udslag af sindets frihed og glæde var fortabt og fordømt til den
evige død, som det havde været i den dybeste middelalder, før
menneskenaturen endnu under renaissancen havde reist sig i sin
vælde til protest mod denne krænkelse af dens evige rettigheder.
«Sedelighedsforbrydelser» og anden letfærdighed straffedes dengang
paa en saadan maade, at ikke den værste forbryder i vor tid vilde
resikere en saadan behandling. Det var inkvisitionens tid, og
inkvisitionen havde sit sidestykke paa protestantisk grund. Der blev
brugt baal og brand og voldsomme straffe her i den nordligste del
af Europa ligesaavel som i den sydligste, og naar de lærebøger i
historien, som vi brugte i skoledagene, tiede om Nordens terrorisme
og havde veltalende udgydelser om Sydens, da var det ikke historie,
der serveredes os, men velmente forsøg paa at faa os til at se
sagerne i det ene saliggjørende lys.
Under saadanne forhold var det ikke underligt, at ARREBO’S
færd blev opfattet med strænge blikke; han synes ikke at have
hørt til den verden af mænd i kapper og kraver, der dømte saa
strængt og var saa sorte i sin tankegang som den dragt, de bar.
Han bar de lærde kjøbenhavnske herrers dragt; men den synes
ham mere i klæderne skaaren end i kjødet baaren. Som
personlighed var han en udløber af renaissancens glade verdslighed, og det
var derfor et underligt sammenstød dette ved herredagen i Bergen
i slutningen af juli 1622. KRISTIAN DEN FJERDE, der selv var tilstede
i retten, tilhørte som privatmand og som bygherre den lyse,
livs-friske og smukke efterrenaissance. Men som konge synes han at
have været fanget af det orthodokse væsen, der dengang grasserede,
og saa lidet korrekt hans eget private liv var, fandt han dog at
burde holde paa «decorum» og tog paa herredagen i Bergen parti
Arrebo
afsættes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
