Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredie tidsrum. Ca. 1500—1700. Fra reformationstiden til Holberg - Dorothea Engelbretsdatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tredie tidsrum ca. 1500—1700.
Hvad DIETRICHSON her har sprunget over er unægtelig fra selve
salmens synspunkt kjærnen i det hele. Kun indledningen og
slutningen har værd i hans øine. En langt haardere dom fældte N. M.
PETERSEN over DOROTHEA ENGELBRETSDATTER’S salmer. Det var en
herlighed, der forlængst var visnet; «hendes jævne bibelske Sange
ere uden Begejstring og hendes Lej ligheds vers, der skulle være
muntre eller endog satiriske, ere smagløse.» Gunstigere er ikke den
dom, PALUDAN og andre nyere literaturhistorikere fælder over hendes
produktion. Kun i salmehistorikernes øine staar hun i et
fordelagtigere lys. SKAAR omtaler hende med megen Sympathi i sin
«Norsk Salmehistorie», og LANDSTAD, der har optaget hele fire af
hendes salmer i sin salmebog (no. 239, 243, 472, 612), giver hende
i sin redegjørelse «Om Salmebogen» følgende skudsmaal: «Hun
har ikke før faaet Lov at være med i vore Kirke-Salmebøger, men
har alligevel fundet en Indgang i Huse og Hjerter blandt vort Folk,
som er mærkelig, og som giver hende Ret til at synge med ogsaa
i Kirken. Hun vil ikke skjemme Sangen ud, og ikke være
Kirkefolket uvelkommen.» —
Nogle faa aar efterat DOROTHEA ENGELBRETSDATTER havde
udgivet «Sjælens Sang-Offer», døde hendes mand, og hun afsluttede
kort tid efter et nyt oplag af sin bog med et «Klage-Suk»,
hvori hun erklærer, at efter dette haarde stød «aarker» hun ikke
mere at «sjunge». Ikke desto mindre har hun allerede i 1684 et
nyt religiøst digt færdig til trykken. Det er hendes «Andægtige
Taare-Offer for bodfærdige Syndere». Digtet, der var tilegnet
dronning CHARLOTTA AMALIA og forsynet med et indledningsdigt
til hende, blev af samtiden opfattet som et nyt vidnesbyrd om
hendes store poetiske gaver. Der var fuldt op af panegyriske
æresvers fra bekjendte mænd foran digtet, og blandt dem, som
priste forfatterinden i de stærkeste ord, var ingen ringere end selve
THOMAS KINGO. Hans digt er saa karakteristisk for tidens aand og
tone, at jeg maa citere noget af det. Det begynder saaledes:
«Gaar nu, gaar hen, I Ni berømteste Gudinder,
At bukke Eder dybt for een af Nordens Qvinder,
En Dorothea, som det Navn og Naade bær,
At Mesterinde hun blant Skjaldre kaldet er!
Al Eders store Priis er idel Veir og Vinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
