Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjerde tidsrum. Ca. 1700—ca. 1750. Ludvig Holberg - Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264 Fjerde tidsrum ca. 1700—ca. 1750.
dønninger af dette nyvakte liv oppe hos os, først og frem i PEDER
CLAUSSØN FRIIS’S oversættelser af kongesagaerne.
Men dette nyvakte liv var ikke af lang varighed. Det tørkede
ind som en bæk, der ikke har tilstrækkeligt tilløb. Faa det
kirkelige Omraade endte den hele bevægelse i det i/de aarhundrede i
en død rettroenhed, en aandløs bogstavdyrkelse, der var dræbende
for al aandelig udvikling. Det var for en stor del følgen af de
voldsomme religionsstridigheder, som førtes i Tyskland, og som
de nordiske lande ogsaa deltog i og led under, aandelig som
materielt.
I Tyskland var denne kamp vei saa meget politisk som religiøs.
Bag religionens maske var det en kamp mellem fyrsterne og
keiseren, og den nye lære kom i et afhængighedsforhold til de fyrster,
der støttede dem. Dette befordrede i høi grad udviklingen og
udbredelsen af læren om det absolute kongedømme. Staten var
fyrstens personlige eiendom. Embeds- og politistaten og de staaende
hære var et par af dette systems mest fremtrædende følger. Dertil
kom, at LUDVIG DEN FJORTENDE’S glimrende regimente vakte trangen
til efterligning, selv i de mindste stater. «Der er ikke den
smaa-fyrste, som ikke indbilder sig at være noget i stil med LUDVIG XIV;
han bygger sit Versailles, har sin maitresser og holder sine staaende
hære,» skrev FREDRIK DEN STORE i «Antimacchiavel». Den
voldsomste fyrstesmiger blomstrede op i denne frugtbare jordbund.
«Hvis Gud ikke var Gud, hvem skulde da heller være Gud end
Eders Høifyrstelige Durchlauchtighed,» sagde en forfatter til
landgreve ERNST LUDVIG af Hessen, og at danskerne paa dette punkt
ikke gav tyskerne noget efter, det viser blandt andet HOLBERG’S
lærde samtidige og kollega, professor GRAM, ved sine udtalelser om
KRISTIAN DEN SJETTE (1744), som gud selv «fylder med sin Visdom,
værdiger sit Venskab, styrker med sine Lærdomme, mætter med
sine Samtaler, fylder med sin Guddomsmagt, giver Dei i sin
Virk-somhedskraft, kortsagt smykker med sit Billede», med meget mere
af samme surdeig. Udtalelsen staar ingenlunde isoleret. Den, der
har lyst til at lære tidens foreteelser paa dette Omraade nærmere
at kjende, henviser jeg til den danske historiker, professor HOLM’S
fortræffelige afhandling om «Holbergs politiske og statsretslige
opfatning». —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
