Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjerde tidsrum. Ca. 1700—ca. 1750. Ludvig Holberg - Frankrige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fjerde tidsrum ca. 1700—ca. 1750.
VOLTAIRE synes derimod HOLBERG ikke at have læst særdeles
meget af. Ikke desto mindre er der ofte stof lighed mellem deres
tanker og indfald, et umiskjendeligt aandeligt slægtskab, som
allerede SUHM i sin tid henledede opmærksomheden paa. Undertiden
støder man endog paa en paafaldende overensstemmelse i
enkeltheder. I ^Discours sur V homme ^ spotter f. eks. VOLTAIRE over
menneskenes indbildskhed, der mener, at verden ene og alene er
til for deres skyld. Han lader musene prise gud, fordi jorden har
saa fortræffelige musehul; andre dyr betragter ogsaa det hele som
skabt for deres skyld. Tilsidst kommer æslet og skryder over, at
verden ene og alene er til for dets skyld. Mennesket er til for at
vogte, strigle, bade det, bygge dets bolig, føre en æselinde til det,
idet det misunder det den lykke, som det nyder. Akkurat den
samme betragtning gjør HOLBERG gjældende i en af sine epistler.
Han finder, at forskjellige dyr som ørne, løver, elefanter maa føie
sig staaende over mennesket, og tilslut lader han svinet bilde sig
ind, at solen er til for at varme og vederkvæge det, at mennesket
er til for at være dets tjener, og at den urenlighed, som
menneskene kaster fra sig, og svinet fortærer, er en skat, tiende eller
afgift, hvortil de er forbundne. I den 17ide fabel vender HOLBERG
tilbage til det samme emne, og her er ligheden med VOLTAIRE
endnu større, idet det er de samme dyr (musen, æslet), der
betragter verden som skabt for sin skyld. En saadan
overensstemmelse kan neppe være tilfældig, selv om man henviser til, at begge
forfattere paa dette punkt har et fælles forbillede i MONTAIGNE, den
udmærkede franske prosaforfatter fra det i6de aarhundrede, hvis
«Essays» danner et slags forbillede til HOLBERG’S «Epistler». I et
af disse essays lader MONTAIGNE en gaasunge tale akkurat paa
samme maade som svinet i den 122de epistel og æslet hos VOLTAIRE
og i den 17ide fabel.
Den gamle MONTAIGNE er i det hele taget en forfatter, som
ikke maa forbigå aes, naar talen er om de literære og intellektuelle
fænomener, som HOLBERG kom i berørelse med. MONTAIGNE (1533—
1599) har i sine essays nedlagt en livsbetragtning, der kan
karakteriseres som en fin, gjennemdannet verdensmands skepticisme.
HOLBERG citerer ham ved flere leiligheder og altid med fuld tilslutning.
Man finder saadanne citater paa flere steder af andet bind af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
