Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjerde tidsrum. Ca. 1700—ca. 1750. Ludvig Holberg - Frankrige - Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ludvig Holberg. 275
«Epistlerne» og paa et par punkter af «Moralske Tanker». I sin
levnetsbeskrivelse siger HOLBERG: «MONTAIGNE elsker jeg meget for
den Oprigtighed, der findes udi hans Skrifter, og jeg holdt endnu
mere af ham, dersom han ikke talte saa meget om sig selv.»
Ogsaa MONTAIGNE’S discipel CHARRON hørte til HOLBERG’S
yndlingsforfattere.
Endelig maa blandt de franske forfattere, der har øvet
indflydelse paa HOLBERG nævnes MOLIÉRE. Men om denne indflydelse
er det heldigst at tale, naar vi kommer til den holbergske komedie.
Af tysk aandsliv tilegnede HOLBERG sig ikke meget. LEIBNITZ’S
filosofi forekom ham altfor fuld af subtiliteter; han fandt det i
anledning af et enkelt Spørgsmaal troligt, at LEIBNITZ ikke havde
forstaaet sig selv, end sige oplyst andre. Han beundrer hans «subtile
Hierne»; men det er en kjølig beundring, der altid har en række
indvendinger i sit følge.
Anderledes stiller hans forhold sig til de to tyske retsfilosofer
PUFENDORF og THOMASIUS. PuFENDORF (1632—1694) udgav i tiaaret
før HOLBERG’S fødsel sit værk om natur- og folkeretten. I det store
og hele taget var dette værk ikke andet end en nærmere udvikling
af HUGO GROTIUS’S a D e Jur e Belli ac Pacts». Men i et punkt afveg
hans begrundelse af naturretten væsentlig fra forgjængerens, og
denne afvigelse var epokegjørende. Tidligere havde retten været
sammenblandet med religionen. Naturrettens grundlag var tilstanden
før syndefaldet og dens kilde aabenbaringen (de ti bud). GROTIUS,
naturrettens grundlægger, havde vistnok bygget den paa menneskets
naturlige samfunds-(selskabs-)drift; men han havde ikke vovet at
tage skridtet helt ud; aabenbaringens indvirkning havde han delvis
indrømmet. PUFENDORF var derimod konsekvent — ligesom
CUMBER-LAND samtidig i England —; han erklærede menneskets sædelige
natur for eneste retskilde, og dens erkjendelse var ikke afhængig af
aabenbaringen, men udelukkende af den naturlige fornuft. At
aflede naturretten af menneskets ufordærvede natur før syndefaldet
var ligesaa taabeligt som ørkesløst. Fornuften beskjæftigede sig ene
og alene med samfundets nuværende tilstand, uden at bryde sig- omv
hvorvidt denne var forskjellig fra uskyldighedsstanden, og hvad der
var aarsag til denne forskjellighed. PUFENDORF’S naturret var det
første forsøg i Tyskland paa at befri videnskaben fra det trykkende
Tyskland.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
