Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjerde tidsrum. Ca. 1700—ca. 1750. Ludvig Holberg - «Peder Paars»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3<D2 Fjerde tidsrum ca. 1700—ca. 1750.
paa det side 297 gjengivne titelblad, er begyndelsesordene af HOMER’S
«Odyssé» og VERGIL’S «Æneide». Heltene i begge disse digte
flakker omkring fra sted til sted, forfulgte af enkelte blandt guderne,
beskyttede af andre — akkurat som Peder Paars. Der blev i
datiden — baade i Frankrig og England — ført en livlig
meningsudveksling om, hvorvidt oldtidens eller den nyere literatur var at
foretrække. Begge standpunkter havde sine ivrige forfægtere.
HOLBERG synes nærmest at slutte sig til den nyere literaturs talsmænd.
I alle fald synes han ikke at have havt synderlig tilovers for det
heroiske epos, ligesaa lidt for den umiddelbare friskhed hos HOMER
som for den kunstlede efterligning hos VERGIL. Han slaar dem
begge i hartkorn og parodierer dem af hjertens lyst. Og forat
læseren ikke skal være i tvivl om, hvad han i det enkelte tilfælde
sigter til, saa forsyner han i form af noter under teksten sit værk
med en hel rigdom af klassiske parallelsteder, der i høi grad
bidrager til at skjærpe den parodiske effekt. I denne henseende har
noterne ikke været tilstrækkelig paaagtede af udgiverne, og hvis vi
engang skulde opnaa at faa en omhyggelig folkelig udgave af
«Peder Paars», da vil det ikke være udgiverens mindste opgave at
oversætte og kommentere noterne.
Men denne side er nu alligevel ikke hovedsiden ved «Peder Paars».
Kan vei være, at den fra først af har staaet for HOLBERG som den
vigtigste. Indledningen synes at tyde derpaa; den er nemlig
udelukkende parodisk. Men neppe har HOLBERG faaet sin helt fra det
gyngende håv over paa fast dansk grund, før en anden tilbøjelighed
bemægtiger sig ham. Det er den satiriske. Han taber vistnok ikke
et øieblik det parodiske af sigte; men tidssatiren er dog bleven
hovedsagen. Denne ø Anholt, hvor Peder Paars strander, den
betyder for HOLBERG ikke det virkelige Anholt med dets faa fattige
fiskerfamiljer, der levede kristelig og næred sig af vrag. Hvad
interesse var der ved at beskjæftige sig med dem? Nei, Anholt, det
blev selve Danmark. Hele det danske samfund blev presset ind i
denne snevre Anholt’ske ramme, og saa bar det løs med satire over
alt det forældede og snevre i dette samfund, en frisk, kaad,
lattermild satire, overdaadig rig i sin evne til at drage frem stof og
over-straale det med blink i blink af lysende latter. I regelen indeholder
en stor forfatters første arbeide spirerne til hans senere produktion.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
