Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjerde tidsrum. Ca. 1700—ca. 1750. Ludvig Holberg - «Peder Paars»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ludvig Holberg. 305
skaffede ham en udmærket karriere. Han blev hurtig etatsraad og
geheimearkivar, ophøiet i adelsstanden og tilsidst præsident i det
danske kancelli. I slutningen af FREDRIK DEN FJERDE’S regjeringstid
faldt han imidlertid endnu hurtigere,t end han var steget. Han blev
anklaget for at have modtaget bestikkelser og dømt fra sine
embeder. Da «Peder Paars» udkom, sad han imidlertid endnu i sin fulde
glans og magt, og den autoritet, hvormed han kunde træde op
mod den unge, nybagte professor, var ligefrem knusende. Han var
helt igjennem en modstander af aanden og tonen i HOLBERG’S værk.
I hans «Smaa Erindringsposter om danske Vers» heder det blandt
andet: «Først og for alle Ting maa I altid udvælge saadan Materie
eller Subjectum carminis, som kand være Gud eller Menneskene til
Ære eller Læseren til nogen Undervisning, Fornøyelse eller
sømmelig Tidsfordriv; men aldrig at skrive noget, som er Satyricum o. s. v.
Thi om end skjønt det kunde kildre noget i visse Folks Øren, saa
er det dog den farligste Karakter, et ungt Menneske kand tillægges
at anses som en Satyricus\ saasom alle ærlige Gemytter bære en
indvortes Afsky for saadant et Menneske, om de end udvortes vise
ham et mildt Ansigt.» I disse ord laa der en fordømmelsesdom
over «Peder Paars», udtalt allerede to aar, før HOLBERG havde
skrevet sit heltedigt. Det var en fordømmelsesdom opgjort paa
forhaand. Man kan let tænke sig, hvorledes en æsthetiker af
saadan kaliber vilde modtage en saadan bog. Hans stemning maatte
være forargelse, intet uden forargelse. Og dertil kom endnu en
personlig omstændighed, den nemlig, at ROSTGAARD var eier af øen
Anholt. Øen er i høieste grad ufrugtbar, den bestaar væsentlig af
flyvesand. Fiskeriet gav dengang liden indtægt, og strandinger var
indbyggernes væsentligste indtægtskilde; de var der nemlig nok
af. PEDER SYV vil jo endog vide, at øen kaldes Anholt, fordi den
«holder Skibe am>. Endnu helt ned mod vore dage skal, ifølge
LIEBENBERG, bjergelønnen være en væsentlig indtægtskilde baade for
præsten, fogden og almuen. I HOLBERG’S tid var der ikke synderlig
tale om reguleret bjergeløn; det gik ikke saa nøie til dengang;
enhver tog sig til rette. HOLBERG havde virkelighedens grund at
bygge paa, naar han skrev, at «hver lever christeligt og nærer sig
af Vrag», eller naar han lader en af sine personer sige:
20 — 111. norsk iiteraturhistorie. I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
