Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjerde tidsrum. Ca. 1700—ca. 1750. Ludvig Holberg - Staaende figurer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318 Fjerde tidsrum ca. 1700—ca. 1750.
Tyboe» til den tækkelige og elskværdige i «Pernilles korte
Frøy-kenstand», fra den lystige kokkepige i «Jean de France» til den
alvorlige og kundskabsrige selskabsdame og kammerjomfru i
«Philo-sophus udi egen Indbildning». Overalt udmærker hun sig ved sin
forslagenhed, overalt er hun det bedste hoved i huset, overalt —
og dette saa vei i fremstillingen af Leonora som af Pernille —
fremtræder de høie tanker om kvindens aandsevner, der gjorde
HOLBERG til en tilhænger af tanken paa kvindens ligestillethed med
manden.
Endelig har vi Henrik, Leanders tjener og paa en vis maade
hans stalbroder og fortrolige, idet han hjælper sin herre med at
føre den gamle bag lyset. Dette intime forhold mellem tjener og
herskab tager sig noget usandsynligt ud, betragtet gjennem vor
tids briller, og urimeligt er det ikke, at der, som ovenfor antydet,
heri skjuler sig en smule eftervirkning fra antike forbilleder; men
paa den anden side har man med rette gjort opmærksom paa, at
forholdet mellem herre og tjener i virkeligheden var ganske
anderledes fortroligt paa HOLBERG’S tid end i nyere tider. Man levede
nærmere ind paa hinanden, og derved blev afstanden uvilkaarlig
mindre. I virkeligheden turde Henrik dengang have kunnet tage
sig adskillige friheder, og Pernille havde et vist fripas til at sige sit
herskab drøie og ubehagelige sandheder. —
Frå de staaende figurer gaar vi over til de enkelte, mere
fremtrædende karakterskiIdringer. Der har været megen tale om, at
HOLBERG i sin karaktertegning har gjort sig skyldig i overdrivelser.
Men denne tale er ikke berettiget. De 170 aar, der ligger mellem
den HoLBERG’ske komedies mennesker og vor tids, har øvet en i
høi grad nivellerende og afslibende indflydelse. Samfærdselens
udvikling og den stigende kultur har lidt efter lidt taget bort mange
kanter. Individualiteterne naar maaske i vor tid en rigere, mere
udpræget udvikling; men deres karikaturer, originalerne, dør lidt
efter lidt bort. Man har i de sidste menneskealdre havt rig
anledning til at studere denne proces i HOLBERG’S fødeby. Saalænge den
endnu laa der afsides og udestængt, uden synderlig anden
forbindelse med udenverdenen end den, som fisketrafiken skabte, saa længe
trivedes originalerne frodig, som om det endnu var paa HOLBERG’S
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
