Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjerde tidsrum. Ca. 1700—ca. 1750. Ludvig Holberg - «Erasmus Montanus»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
326 Fjerde tidsrum ca. 1700—ca. 1750.
hvorfor han drikker; vi kjender alle hans huslige sorger og
bekymringer, hans respekt for «mester Erik», hans frygt for Nille,
hans had til Mads Degn og dets meget forklarlige aarsag. Vi har
faaet et rørende indtryk af hans kjærlighed til sine børn og sine
husdyr, lige fra hans øiesten, hans «Dotter Marthe», til Feyerfax,
hans tro hund og dørvogter, fra hans brogede hest, om hvem han
siger, at «nest mine egne Børn har jeg intet Best elsket saa meget
som dig», — til Moens, hans sorte kat, som han ogsaa har en
afskedshilsen til i det øieblik, han indbilder sig, at han skal dø.
Vi kjender hans fortid, hans bedrifter, dengang han var i krigen,
hans religiøse følelser før slaget, da han hele natten laa og læste i
«Davids Psaltkar», hans frygt, dengang svenskerne skjød den første
«Salme» o. s. v. Vi kjender hans kristendomskundskab og hans
boglige lærdom. Det er tyndt bevendt med begge dele; —
«Abraham og Eva», vore første forældre, har han dog hørt tale om. Vi
hører hans viser og hans vittigheder, hans refleksioner og hans
livserfaringer. I anden akt faar vi hans opstandelse, da han vaagner i
baronens seng og tror, han er kommen i himmerige, — og i fjerde
akt ser vi ham tage afsked med verden og dø; thi som BRANDES
har bemærket: i denne komedies forkjerte verden gaar opstandelsen
forud for døden. Hvem husker ikke scenen, da Jeppe har faaet
sovedrikken og tror, at det er gift! Hvilket mesterstykke af kunst
er ikke den monolog, hvori HOLBERG lader ham tage afsked med
verden l Ikke et øieblik falder Jeppe ud af rollen, ikke et øieblik
glemmer HOLBERG, at det er Jeppe, som taler. Kun de personer
og gjenstande, der har ligget indenfor hans snevre forestillingskreds,
dvæler han ved i sit dødsøieblik. Det er den mindste mikrokosmos,
som tænkes kan, og dog er det hele Jeppes verden, Skjøndt den
bare dreier sig om hans børn, hans hest, hans hund, hans stude,
hans faar, hans svin — som han takker for godt kompagniskab og
for hver dag, han har kjendt dem. — Her er paa et bræt samlet
alt, hvad den stakkels forkomne og forkuede bonde med det lyse
hode og det eiegode gemyt har elsket her i verden, og netop
derfor er denne afsked saa dyb og saa følelsesfuld i sin strenge
kunstneriske simpelhed. Man har paastaaet, at HOLBERG manglede følelse;
en monolog som denne viser klart nok, hvor taabelig en saadan
paastand er. Der er mere ægte følelse i denne lille monolog end i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
