Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
374 Femte tidsrum 1750—1814.
Fornuften, den klare, enkle logik som høieste dommer i alle
Spørgsmaal, det var, som sagt, løsenet, og ser man -med historisk
objektivitet paa sagen, saaledes som vore dage kan se, takket være
den lange afstand i tid, saa maa man indrømme, at det var et sundt
og historisk berettiget løsen. Saalænge havde nu den stakkels
fornuft ligget svinebunden af middelalderlig mysticisme, af
protestantisk bornerthed, af quasi-videnskabelig doktrinarisme, af gammel,
overalt anerkjendt overtro, at det var baade frigjørende og
velgjørende, da fornuften endelig gjorde en stor paladsrevolution og
satte sig selv paa tronen som enehersker. Alt, der for den gamle
opfatning havde staaet som uangribeligt, blev stevnet ind for
fornuftens domstol, og dommeren fandt nok af angrebspunkter. De
bibelske bøgers mirakler og andre overnaturlige begivenheder fik en
haard medfart. Kunde man ikke forklare dem paa en* fornuftig
maade, saa reducerede man dem til præstebedrag, og dermed var
man færdig med det hele. Hvad blev der saa tilbage af religionen ?
Den fornuftige moralske kjærne og en naiv begeistring for
«skaberens» almagt og visdom, saaledes som disse hans egenskaber
aabenbarede sig i de skabte tings orden og sammenhæng. — Oldtidens
literatur havde, siden humanismen drog den frem paany, staaet som
det ypperste af alt, hvad der var skrevet i verden. Nu var heller
ikke klassikernes autoritet sikret mod angreb, og der var dem, som
paastod, at de moderne literaturer stod langt over de klassiske;
dette førte til langvarige lærde feider, — feider, der mærkelig nok
endnu ikke er helt udkjæmpede, idet de gaar igjen blandt
skolemændene som strid om «de klassiske studiers betydning». —
Filosofien var kommen til det resultat, at den verden, hvori menneskene
levede, var den bedste og fuldkomneste verden, som tænkes kunde.
Der var ikke tale om respekt længer for dette med grundighed og
omhyggelighed udviklede resultat; det blev angrebet, spottet,
parodieret af hjertens lyst, vrængt om i karikatur og kastet tilside som
ubrugeligt og unyttigt. — Og saa kom endelig som en ny flom
midt i hele denne kritiske oversvømmelse: kritiken over kritiken,
repræsenteret af LESSING’S mægtige skikkelse. Han er tidens barn
saa fuldt som nogen; men han ser ud fra sit tyske gemyt
anderledes paa mange ting end de toneangivende franskmænd. Han
omtaler undertiden VOLTAIRE med en vis skolemestererende tysk pro-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
