Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rationalismens tidsalder. 375
fessoroverlegenhed, og han vover at kritisere de franske klassikere
fra LUDVIG DEN FJORTENDE’S tid, noget, som ingen før havde tilladt
sig at gjøre. Atter er «ratio» ude og gaar, klar, overlegen tanke,
som trænger igjennem der, hvor ingen andre før havde gjort forsøg
paa at trænge igjennem, men bare havde staaet og «kopt» som en
ko paa en væg. Rationalismens periode er den vaagnende kritiks
periode; det er fornuften — alias kritiken —, som prøver sine
melke-tænder og bider og gnaver paa alt, som det. overhovedet er muligt
at faa sætte tænder i. Man har kaldt tidsalderen oplysningsperioden;
man kunde i visse henseender ligesaa gjerne have kaldt den
opløsningsperioden; thi dens opgave var at løse op en hel del
knuder, som de tidligere aarhundreder havde bundet og strammet.
Men paa samme tid er der noget friskt, morgengryagtigt ved hele
tidsalderen — forsaavidt der er tale om dens aander, ikke om dens
spidsborgere —; man faar alligevel en vis Sympathi for det tyske
slagord aufkldru?ig; som substantiv er det uoversætteligt paa norsk; men
som verbum kan vi gjengi ve det i sin naturlige betydning. «Det
klarner op», siger man om veiret, akkurat som tyskeren siger, og
det var virkelig et slags «opklaring», som skete med denne
bevægelse, selv om ikke dagen holdt, hvad morgenen lovede.
I sine egne øine var tidsalderen den eneste civiliserede, som
verdenshistorien kunde opvise. De tidligere tidsaldre var barbariske;
specielt var middelalderen det rene barbari. Det attende
aarhun-clredes kultur, det var kulturen, og kulturen blev nu forherliget
over al maade i modsætning til barbari og natur.
Dette var hovedretningen inden tidsalderen — den Voi/rAiRE5ske
retning kunde man kalde den. Men der voksede ogsaa lidt efter
lidt en anden retning frem, som udgik fra andre kilder og paa mere
end én maade indeholdt betingelser for at udvikle sig til
hovedretningens modsætning. Lad os kalde denne retning den RoussEAu’ske
efter en af dens betydeligste repræsentanter. Den VoLTAiRE’ske
retning havde i sin ivrige fornuft- og kulturdyrkelse fornægtet
følelsen, fantasien og naturen; den anden retning proklamerede naturens
og følelsens ret. Fantasien fik foreløbig holde sig udenfor; det var
først romantikerne, som ved aarhundredeskiftet gjorde denne
aands-virksomhed til alfa og omega. De, der i det attende aarhundrede
repræsenterede følelsen og naturbegeistringen, var paa samme tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
