Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Peder Christofer Stenersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Peder Christofer Stenersen. 385
tåge mere end de første seks linjer af STENERSEN’S ode for at give
læseren et slaaende eksempel herpaa. De lyder saaledes:
«Sparsom buden at see dandsende Chore af
Huldgudinder iblant skiemtende Fauners Flok,
Ei Anakreons Syne,
Ei Tibulliske Skierts bevant;
Dig, o evige Dyd, himmelske Venskab, dig,
Af en høiere Drift helliger jeg min Sang.»
o. s. v.
Ordene og sætningsdelene kan ikke godt være stillet mere paa
hovedet. Sætningens hoveddele — subjekt, prædikat, objekt —
kommer først i slutningen af sjette linje; hele første vers optages af
appositioner til dette fjerntliggende subjekt, og ind mellem disse
samhørende led klemmer saa forfatteren en dobbelt
hensynsbeteg-nelse, der tilmed har faaet apostroferende form, — hvorefter saa et
komplement og prædikatet følger, inden endelig det ulykkelige
appositionsbelæssede subjekt faar lov til at presentere sig for
læseren. Slig bærer det ivei gjennem 24 strofer, om ikke netop
altid fuldt saa skruet.
Jeg kan igrunden ogsaa holde mig til disse seks første linjer,
naar det gjælder at karakterisere det betydningsfulde ved digtets
indhold og tone. Læser man — rned kjendskab til datidens
brudevers — disse seks linjer igjennem, saa vil man se, at de indeholder
et program, og det et program, som STENERSEN senere har
gjennemført i oden.
Bryllupsdigtene havde tidligere været af en meget frivol art;
selv præster — som TYCHONIUS, han, der følte sig stødt over
Stygotius i «Jacob von Tyboe», og som var foranledningen til
HOLBERG’S «Den jydske Feide» — selv en saadan ærværdig pedant
af en præstemand har skrevet bryllupsdigte med slige spøgefulde
hentydninger til brudenattens mysterier, at det ikke gaar an at
citere dem for et nutidspublikum. Og endda var han ikke den
værste; man læse, hvad en anden samtidig dansk poet —
SCHANDRUP — har præsteret i retning af bryllupspoesi, og man vil blive
forbauset. HOLBERG’S bekjendte «drøiheder», der har forarget saa
megen bukse- og skjørteklædt snob, er for intet at regne mod disse
25 — 111. norsk literaturhistorie. I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
