Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Christian Braunman Tullin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian Brannman Tullin.
4OI
serne i begge sfærer dannede i fællesskab en slags aristokratisk
ring, der blev toneangivende i byens selskabsliv, som lidt efter lidt
tog et høiere sving. Literære interesser, musik, dilettantkomedie
begyndte saa smaat at trænge sig frem i forgrunden, uden dog at
virke svækkende paa sansen for et godt bord med mange fyldte
flasker og fade.
TULLIN tilhørte den lærde verden gjennem sine studier,
forretningsverdenen gjennem sin virksomhed. Han var altsaa et slags
levende vidnesbyrd om den forbindelse, som karakteriserede byens
liv. Allerede dette gav ham et slags central stilling, og da han saa
med heid optraadte som leilighedspoet, var han snart bleven en
af de mest populære personligheder i byens selskabsverden. Han
blev buden med overalt og feteret overalt.
Hvorledes virkede nu dette liv paa ham? Svaret er givet i
hans digteriske frembringelser.
Selvfølgelig kunde han ikke færdes blandt disse halvengelske
mennesker uden at tilegne sig engelsk sprog og literatur. Han
synes at have gjort det med den samme iver, hvormed han i sin
tid havde drevet sine studier i Kjøbenhavn. I sin beundring for
den engelske poesi blev han ligesaa god angloman som nogen af
sine bysbørn. Medens han ikke fandt synderlig behag i de franske
og tyske digteres værker, hvis strenge formelle regelbundethed han
ansaa for at være en pedantisk og barbarisk tvang, roste han den
engelske digtning for dens frihed og naturlighed og erklærede, at
«dersom David og Esaias er de største Poeter, ligner ingen dem
mere end en Engelskmand», og medens han betragtede den klassiske
oldtids digtere «med samme Øine som visse store Regenter», idet
han «ærede dem, men ikke ønskede at være deres Undersaat»,,
bøiede han sig uvilkaarlig for den engelske digtnings overlegenhed
og tilegnede sig den saa inderlig, at hans egen produktion ikke
blev stort andet end en fri omdigtning af visse engelske digteres
arbeider. Han forelskede sig ikke ensidig i en enkelt digter, men
paavirkedes samtidig af flere af forrige aarhundredes betydeligste
og mest yndede engelske forfattere. Af POPE lærte han at sætte
pris paa stilens korrekthed og elegance, THOMSON lærte ham at
skildre naturens Skjønhed og besynge det idylliske liv i dens skjød,
medens YOUNG aabnede hans øie for «Guds Visdom i Skabningen»
26 — 111. norsk literaturhistorie. I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
