- Project Runeberg -  Illustreret norsk literaturhistorie / Bind I /
406

(1896) [MARC] [MARC] Author: Henrik Jæger, Otto Anderssen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Christian Braunman Tullin

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

406 Femte tidsrum 1750—1814.

huske paa, at forholdene stillede sig ganske anderledes dengang.
Denne fint uddannede stilkunst blev en epokegjørende begivenhed
midt i datidens stilløshed. Fordringerne til stil og vers blev
gjennem denne poesi skruet adskillige skruegange høiere, og allerede
denne kjendsgjerning vilde være tilstrækkelig til at sikre TULLIN en
varig plads i vor literære udviklings historie. At denne plads bliver
langt mere fremskudt gjennem forfatterens forhold til naturevangeliet,
siger sig selv.

Inden vor tids læseverden er der et forsvindende faatal, som
har læst «En Maidag»; hvad man kjender, er kun korte udpluk i
læsebøger og antologier. Det er derfor nødvendigt at give en kort
oversigt over gangen i digtet. Digteren aabner sit digt med en
opfordring til sin muse om at flygte fra bylivets elendighed; denne
elendighed udmales saa gjennem en række vers, udelukkende
bestaaende af korte, kraftige relative stedssætninger, der alle slutter
sig til begyndelsens karakteristik af byen som et «melankolsk
fængsel». Sætningerne følger slag i slag, og mange af dem er
tilspidsede og fyndige som epigrammer. Det er ud i naturens skjød,
han opfordrer sin muse til at følge sig:

«Søg op det Sted, hvor Frihed boer:
Hvor kunstlet Sorg, selvgjorte Plager
Udgjør ei Livets fleeste Klager,

Men Smile selv hos Armod groer;

Hvor jeg og du kan løse lidt
De Tanker som laae før i Lænker,

Og uden Tummel drikke frit
Den Nectar, som Naturen skjenker.»

Selv denne nye poesi kan da ikke indledes, uden at den
traditionelle paakaldelse af musen maa anbringes i spidsen. Men
det er kun som ydre apparat, at denne paakaldelse er traditionel;
den har et virkeligt indhold — i modsætning til de gamle
paa-kaldelser. Indenfor dens ramme har TULLIN faaet anbragt en hel
afdeling af sit digt, og det den betydeligste og mest velformede.
Det er her, han har faaet afløb for hele sit had mod bylivet. Hør
blot:

«Min Muse kom og lad os fly e
Frå dette melancholske Fængsel,
Hvor Ønsker daglig døe i Trængsel,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 10:49:20 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilnolihi/1/0432.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free