- Project Runeberg -  Illustreret norsk literaturhistorie / Bind I /
409

(1896) [MARC] [MARC] Author: Henrik Jæger, Otto Anderssen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Christian Braunman Tullin - Prisdigtet om sjøfarten

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Christian Braunman Tullin. 4-OQ

her er inde paa; men han behandler ikke sit emne paa en saadan
maade, at det fortjener opmærksomhed.

Saa kom — et aars tid efter — «Selskabet for de skiønne og
nyttige Videnskabers Forfremmelse» med sin første prisopgave.
Opgaven tiltalte TULLIN, Skjøndt han ingenlunde opfattede den, som
selskabet ønskede den opfattet. I sit program havde nemlig
selskabet givet mange og klare vink om, at det ønskede sjøfarten
forherliget som kulturens største udbreder og en af dens kraftigste
løftestænger. Men for kulturhaderen og naturdyrkeren TULLIN kom
sagen til at staa i det stik modsatte lys. Sjøfarten fortjente ikke
at forherliges; netop ved at virke i kulturens tjeneste havde den
fjernet menneskene fra naturen, — tilintetgjort freden og den
nøi-somme lykke i naturens skjød. Naturen havde jo «afmaalt enhver
sit Rum med gavmild Maalestok»; den havde «skaaret vor Klode
af i smaa og store Dele», saaledes at «ingen Dei blev Nøisomhed
for trang»; den havde gravet «et skrækfyldt Dyb», havet, for at
adskille den ene del fra den anden og gjort veien over dette dyb
for lang selv for ørnen. Derfor harmes digteren over sjøfartens
opfindelse, der har forstyrret den naturlige orden:

«Hvad Frækhed var det da, som brød Naturens Love?
Som med en sulten Aand fløi fra et dækket Bord
Og vilde uden Tvang i Dødens Gab sig vove
Ei for at vinde Brød, men plyndre andres Jord.»

Under sin senere udvikling har sjøfarten stadig bragt ondt ind
i verden; thi efterhvert som den gik fremad —•

«Saa voxte Vid og Kunst, men Vellyst endnu mere ;
Frå hver opdaget Strand kom nye Lyster frem;
Det Land, som mætted en, det avled mange flere,
Og med liver Ladning Guld kom tusind Laster hjem.

Den tarvelig Natur, som pleies slet med meget,
Den skabte man nu selv Fornødenheder nok.
Man tvang den mer og mer at væmmes ved sit eget
Og gav den saa til Pris for Lægedom og Kok.

En sindrig Gjerrighed ophitted tusind Sager,
Det blev nødvendigt strax, som blot vellystigt var;
Med Kunster strømmed ind en Hob bekvemme Plager
Og ved Exemplets Tvang blev Visdom selv til Når.»
o. s, v.

Prisdigtet

om
sjøfarten.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 10:49:20 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilnolihi/1/0435.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free