Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Nils Krog Bredal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,426 Femte tidsrum 1750—1814.
forstandige som høitstaaende personer havde givet baade stykket og
spillet sit fulde bifald! BREDAL var indigneret, og i indignationens
hede tabte han den smule sund sans, han havde. Han vilde knuse
sin modstander, og til den ende fattede han den beslutning at
skrive en antikritik; men det skulde ikke være en almindelig
antikritik; den skulde være i dramatisk form, saaledes at kritikeren
kunde faa sin dom forkyndt og sin straf eksekveret fra selve den
scene, han havde fornærmet. Fluksens satte BREDAL sig til at skrive,
og da indignationen gav pennen fart — ikke at forveksle med
flugt —, saa var han snart færdig med «Den dramatiske Journal
eller Critik over Tronfølgen i Sidon, et Efterstykke i een Handling».
Det lille stykke udkom først i bogform, og i denne form er det
naaet til vor tid. Betragter man det som antikritik, da indeholder
det adskillige fornuftige bemærkninger, og BREDAL med sin
theater-erfaring vilde maaske have staaet sig ganske godt i striden, hvis
han havde valgt den for en antikritik naturlige form; men ved at
vælge den dramatiske form ødelagde han det hele. Havde han
havt talent nok til inden den dramatiske ramme at latterliggjøre sin
angriber paa en overlegen og morsom maade, da havde der intet
været at sige; men han nøiede sig med at tåge en virkelig
anti-kritiks nøgterne indhold og skjære det til i replikform. Derved blev
hans opus hverken fugl eller fisk, og det nederlag, han led, blev et
af de komplette, som der ikke gives opreisning for. — En
dumdristig mand var han atter, idet han udgav sin antikritik som bog,
før den blev opført. Dog var det maaske ikke saa meget dristighed,
der ledede ham, som en selvgod følelse af at være situationens
herre og have hele publikum paa sin side. Heri gjorde han
imidlertid en sørgelig feilregning, der paa det klareste viste, at saa
levende interesseret han end var for theater og literatur, havde han
dog ikke spor af fornemmelse af, at der i det aarti, han havde
været borgermester i Trondhjem, var vokset op en ny ung slægt,
der stillede^ høiere og ædlere krav til poesien, end han drømte om.
Hele TULLIN’S virksomhed laa jo mellem BREDAL’S forfatterdebut og
hans tilbagevenden til Kjøbenhavn, og under hans fravær foregik
•der noget for den nye literatursituation endnu betydningsfuldere,
nemlig JOHANNES EWALD’S første digtervirksomhed. JOHANNES EWALD
havde allerede skrevet sit store gammelnordiske prosadrama «Rolf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
