Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - II. Wessel og hans samtid. Det norske selskab (1772-1787)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
434 Femte tidsrum 1750—1814.
fald. Den muse, som LANGEBEK havde havt omgjængelse med ved
denne leilighed, kalder WESSEL
«— — — den smageløse Luder,
som indgav Langebek hans Juleaftens-Sludder.» —
— Foruden at være reaktionært var det nye system nationalt
dansk. Det var det triumferende tyskeri, som led et nederlag ved
STRUENSEE’S fald, og den danske patriotisme reiste sig i jubel; men
heller ikke her var nordmændene rigtig med. Deres nationalfølelse
var som sagt begyndt at skille sig ud som særlig norsk, og
opsvinget i den danske fædrelandsstemning bidrog nærmest til at gjøre
forskjellen føleligere.
Man vil allerede heraf forstaa, at den kreds af forfattere, vi nu
skal beskjæftige os med, det er ikke længer naturaliserede danske
borgere som de fleste af aarhundredets tidligere norske forfattere;
det er indflytterfolk, der aldrig bliver rigtig hjemme i de nye
forhold, og som en efter en trækker sig tilbage fra livet i det literære
midtpunkt for at tilbringe resten af sine dage oppe paa en norsk
embedsgaard, skrivende og digtende i gammeldags gemytlighed
langt ind i vort aarhundrede, som om man endnu skrev sytten
hundrede og sytti eller otti. —
— Ikke blot i national, men ogsaa i literær henseende begyndte
nordmændene at indtage en bevidst særstilling ved dette tidspunkt.
HOLBERG havde skabt interesse for engelsk og fransk aandsliv;
TULLIN havde vakt sansen for engelsk poesi. England og Frankrig
var de kilder, hvorfra syttiaarenes unge Norge hentede sin aandelige
næring. WESSEL vendte sig med forkjærlighed mod England, CLAUS
FASTING var fransk i alt, hvad han skrev, JOHAN NORDAL BRUN
efter-lignede den franske tragedie, tiltrods for at han slet ikke kunde det
franske sprog, brødrene FRIMANN o. fl. skrev naturbeskrivende digte
i engelsk smag, o. s. v., o. s. v. Det gamle forhold til Vesteuropa
var fremdeles levende som i HOLBERG’S og siden i TULLIN’S dage.
Gjennem hele det attende aarhundrede vedblev det at være et af de
mest betegnende træk i nordmændenes literære karakteristik;
gjennem hele aarhundredet markerer dette træk en hovedegenskab ved
nordmændenes literaturhistoriske betydning for fællesliteraturen.
Danskerne var fremdeles under tysk indflydelse, og nordmændene dan-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
