Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Johannes Ewald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
436 Femte tidsrum 1750—1814.
irrationelle størrelser. EWALD fortæller selv i sit mærkelige
selv-biografiske brudstykke («Levnet og Meninger»): «Jeg var fra
Barnsben af en svoren Elsker, en Beundrer af alt det Besynderlige, det,
hvormed man lettest kunde skille sig fra Mængden og saaledes
blive bemærket, ofte omtalt og peget med Fingre paa. Hvilken
Sæd til sande og glimrende Dyder, om den havde blevet nyttet og
styret i den rette Flugt I Men saa lod alle mine pedantiske Lærere,
ikke een eneste undtagen, sig nøie med at proppe min Hukommelse
fuld af bibelske Sentenser, latinske og græske Gloser og philosophisk
Sladder, uden at een bekymrede sig om at danne mit brusende
Hjerte eller lod det sig vedkomme, enten jeg kunde tænke og føie
eller ei.» Blandt tjenestefolkene fandt EWALD næring for den fantasi,
som blev sultefodret af hans lærere, og i eventyrenes verden fandt
han den sande virkelighed. «Jeg har uden Tvivl ønsket at seile
paa en Høvlspaan som Espen, førend jeg har ønsket at erobre
Verden som ALEXANDER DEN STORE.» Senere blev det ikke
eventyrene fra folkestuen, men de bøger, han fik fåt i, der gjorde
indtryk paa hans fantasi. Især gjorde «Robinson Crusoe» et vældigt
indtryk paa ham. Han maatte selv for enhver pris blive en ny
Robinson, syntes han, og saa flygtede han fra skolen og gav sig
paa vei til Holland, hvorfra han vilde drage paa langfærd i haab
om at strande paa en eller anden øde ø. Han var ikke kommen
længer end fire mil fra Slesvig, før han blev fakket og bragt tilbage.
Men denne mislykkede ekspedition kurerede ham ingenlunde. Nitten
aar gammel fik han som student et nyt romantisk indfald, der ikke
var stort fornuftigere. Han var dengang bleven student og havde
forelsket sig paa liv og død i den vakre ARENDSE HULEGAARD. Det
theologiske studium var en altfor langsom vei at vinde frem til
hende paa; fort maatte det gaa, og ingen steder vandtes æren
hurtigere end i krigen — følgelig rømte han hjemmefra og gik i
preussisk krigstjeneste. Syg og forkommen vendte han tilbage til
Kjøbenhavn i 1760 efter at have oplevet en mængde eventyr og døiet
meget ondt. Det ry, han havde vundet, var bare ry for at være
en uforbederlig fusentast. Med dette umulige subjekt vilde ARENDSE
HULEGAARD ikke indlade sig, selv efterat han havde taget sin
theologiske eksamen. Hans kjærlighed var haabløs og vedblev at være
det. Han søgte glemsel i et vildt liv; men det bidrog kun til yder-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
