- Project Runeberg -  Illustreret norsk literaturhistorie / Bind I /
440

(1896) [MARC] [MARC] Author: Henrik Jæger, Otto Anderssen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - «Det norske Selskab»

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

44O Femte tidsrum 1750—1814.

tage i konkurrancen, baade de, der kunde skrive vers, og de, der
ikke kunde. Følgelig fremkom der baade kvikke og dumme ting;
men hovedsagen var, at man morede sig, kanske mangen gang vei
saa godt over det dumme som over det kvikke. Man var i det
hele taget ikke skaansom, og den, som ufrivillig gav sig til pris for
satiren og latteren, han fik i regelen gaa igjennem. Det første
skridt til et slags organisation tog selskabsbrødrene, da de -—
vistnok meget tidlig — besluttede, at der skulde anskaffes en
vers-protokol, hvori de forskjellige produkter skulde indføres. Den
oprindelige versprotokol er gaaet tabt; men der findes flere mere eller
mindre fuldstændige afskrifter, saa man kan danne sig et noksaa
fyldigt begreb om frembringelsernes karakter.

Nordmændenes munterhed trak folk til kaféen, og det har vei
ikke altid været frit for, at paatrængende personer har forstyrret.
Ved en saadan leilighed er sandsynligvis WESSEL’S vers til en
hestehandler bleven til:

«Den Mand, som sælger Heste,
Han gjorde vist det Bedste,
Ifald han gik sin Vei;
Thi man ham lider ei.»

Paa en pynteligere maade er vist aldrig nogen hestehandler
bleven vist døren, og den har vei været ligesaa virkningsfuld som
det vand, der skvættes paa gaasen. Selskabet lærte snart, at skulde
det kunne fortsætte sine sammenkomster, som de var begyndt, saa
maatte de faa en stue for sig selv, hvortil kun indviede havde
adgang. Særlig blev denne trang stærk, da kampen om «Tronfølgen
i Sidon» og opførelsen af BRUN’S «Zarine» havde givet
nordmændene rigt samtalestof, og en af gjæsterne, den praktiske og
energiske OVE GJERLØV MEYER, traf da i april 1772 de fornødne aftaler
med værtskabet. En stor stue med flere smaa siderum stod fra nu
af hele dagen til nordmændenes udelukkende afbenyttelse, og
dermed var «Det norske Selskab» stiftet. Endnu var der ikke literært
præg over selskabet; det var kun et slags norsk separatisme, som
gjorde sig gjældende. Nordmændene ønskede at komme sammen
uden at blive forstyrrede af fremmede elementer. To aar efter
selskabets stiftelse udtalte stifteren dette paa sin snørklede maade:
«Enhver af os ønskede at have et Selskab, hvor han kunde tilbringe

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 10:49:20 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilnolihi/1/0466.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free