Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Johan Nordal Brun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Nordal Brun. 455
mester optraadte de dog ikke. Da et optryk fremkom i denne by
(1785), lod han det konfiskere og bogtrykkeren ilægge mulkt. Først
i 1814 blev sangen trykt, uden at der lagdes hindringer i veien, og
siden har den faaet lov til at leve paa folkets læber uden spor af
gjenvordigheder. At forfatteren i 1791 ikke optog den i sine
«Mindre Digte», er forklarligt nok; han vilde helst, at dette
ungdoms-produkt skulde skrives i glemmebogen; det havde heller ikke hans
Sympathi længer. Hans frihedsdrømme var det slut med, og han
ansaa det ikke længer for en saa prisværdig gjerning at «bryde
Lænker, Baand og Tvang». Som saa mange andre var han bleven
skræmt af den franske revolution; han var bleven ivrig reaktionær
og brugte sin pen til at bekjæmpe de moderne ideer, saa godt han
kunde. Hvor godt, vil der senere blive anledning til at se. Her
endnu kun den oplysning, at han allerede høsten 1772 søgte og fik
Bynæssets residerende kapellani. Det var et magert levebrød, idet
indtægterne ikke beløb sig til mere end 300 rigsdaler aarlig. Ikke
desto mindre førte BRUN nu sin ungdoms elskede ind i sin tarvelige
præstebolig som sin hustru. Deres forlovelse havde da bestaaet i
tolv aar. — Ligesaa pludselig som hans fremtræden paa den
literære skueplads i Kjøbenhavn havde været, ligesaa pludselig
forsvandt han. Hans optræden var kort og opsigtsvækkende. Hans
senere liv og forfattervirksomhed udgaar helt og holdent fra Norge
og vil først finde sin behandling i næste afsnit. Med «Det norske
Selskab» vedligeholdt han ikke nogen forbindelse; han havde nemlig
fra denne kant faaet den skarpeste og mest uimodsigelige kritik af
sin «Zarine». Og det var selskabets ypperste hoved og populæreste
personlighed, der havde besørget den. Manden hed JOHAN HERMAN
WESSEL og kritiken «Kierlighed uden*Strømper». At BRUN ikke
tog denne glimrende parodi naadig op, siger sig selv; han hørte nu
engang ikke til de sammensatte naturer, der har evne til at le med,
naar der spøges med deres egne svagheder. WESSEL har vakt hans
indignation, og han glemte ikke. Blandt subskribenterne paa den
udgave af WESSEL’s «Samlede Skrifter», der to aar efter hans død
foranstaltedes til indtægt for hans efterladte, findes ikke BRUN’S
navn, medens daværende byfoged i Tønsberg OVE GJERLØV MEYER
har tegnet sig for ikke mindre end tyve eksemplarer. Selv i en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
