Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Johan Herman Wessel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
474 Femte tidsrum 1750—1814.
selvstændige, det uægte fra det ægte WEssEL’ske. WESSEL’S literære
ry vilde ikke tabe noget paa en saadan oprydning; thi det er i
regelen med ham som med HOLBERG: hvor meget han end «laaner»
af sin kilde, saa. leverer han det ikke fra sig igjen, før han har
stemplet det med sit genis stempel. Hans stil og hans
versbehand-ling er helt ud hans egen eiendom; den første udmærker sig ved
sin klare naturlighed, den sidste ved sin pudsige og overraskende
kunstfærdighed.
Hvis der var noget, WESSEL var en modstander af, saa var det
alt, som hedte kunstlethed og affektation i stilen. Han gik endog
saa vidt i sin forkjærlighed for det ligefremme udtryk, at han var
tilbøielig til at forkaste brugen af billeder og omskrivninger i det
hele taget. CLAUS FASTING havde ikke stort tilovers for de prydelser,
som han kaldte allegorierne i stilen, men WESSEL havde endnu mindre
tilovers for dem. For ham var anvendelsen af omskrivninger, billeder
og sammenligninger omtrent ensbetydende med at sætte sine ord
paa skruer, og stødte han paa et rigtig skruet udtryk, kom han i
harnisk og protesterede i den sunde stilistiske sans’s navn. Dette
var grunden — og vistnok den eneste grund — til, at han ikke
kunde forsone sig med EWALD’S digtning, ligesaalidt som med den
tyske. Det er til EWALD og tyskerne, han sigter i begyndelsen af
den komiske fortælling «Felix, quem faciunt alienapericula cautum».
Hvorfor i al verden skulde man være saa forskruet, at man skrev «et
cimbrisk Barn», naar man ret og slet mente en jyde?
<— Skiønsom Læser! mig ei nægt,
At jo det første Udtryk tStempel bær
Af høie Stiil hos fordums Slægt,
Som tydskviis Barder nævnet er.>
Et sted i fortællingen «Den Druknede» sigter til et bestemt
udtryk i EWALD’S «Fiskerne». I en sjømandsvise heder det her:
«Han sadler dristig Havet op,
Saasnart hans Hierte lyster.»
«At sadle havet op», hvad var nu det for et affekteret og
meningsløst udtryk! WESSEL kunde ikke bare sig for at drive gjøn
med det, og saa skrev han:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
