Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Johan Herman Wessel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Herman Wessel. 475
«Og jeg i dette Skrift Forsøg vil giøre paa
At deele Roes med ham, som s a dl e d’ Havets Bølge,
Jeg praier ei; men kan ei dølge,
Jeg den vil agte for en Nar,
Som ikke mig den Ret vil vederfares lade,
At jeg min Formand overgaaet har.
Betænk! jeg sadler en Najade.
Jeg hviske vil
Hør, Læser! til:
Den Helt, jeg sadle laer Najaden, var en Fisker:
Hans Sadel var en Baad og denne vaade Møe,
Som sadlet blev, var simpeltvæk en Søe.
Men ingen siig igien, min Herre! hvad jeg hvisker.»
Bag disse vers ligger WESSEL’S hele stilistiske program, og naar
LEVIN, der finder EWALD’S billede «smukt og ægte poetisk», ikke
kan faa i sit hoved, at angrebet ene og alene gjælder billedet, men
synes tilbøjelig til at ville søge et udslag af personlig animositet
bag det, da beror dette simpelthen paa, at han — trods sin
omhyggelige syslen med WESSEL’S skrifter — ikke har faaet øie paa,
hvilken betydning stilens renhed og naturlighed havde for ham. I
den sunde sans’s navn at forfølge stilistisk unatur, det var næsten
bleven et slags lidenskab hos ham — den eneste, han som forfatter
havde — og den danner alfa og omega i hans forfatterliv. Den
ytrer sig paa en genial maade i «Kierlighed uden Strømper», og
den gaar igjen i hans sidste umulige skuespil, der udkom samme
aar, som han døde, idet han her ofrer omtrent en hel akt paa at
gjøre nar af forskruede poetiske talemaader og føre dem tilbage til
en naturlig Udtryksmaade.
Og vender vi os saa fra hans stiltheorier til hans praksis, saa
vil vi snart komme paa det rene med, at her hersker den skjønneste
overensstemmelse. Frå først til sidst har han gjennemført sit
stilistiske ideal i sine værker, gjennemført det ikke i kraft af en
overlagt forstands- og viljesakt, men med den lethed og tvangløshed,
der udmærkede hans lykkelige naturel. Aldrig havde ordene flydt
saa let og ligetil fra nogen dansk-norsk forfatters pen. Ingen i
fortiden og ingen i samtiden havde endog blot tilnærmelsesvis naaet
€t lignende punkt. WESSEL’S landsmand og samtidige CLAUS FASTING
var med rette beundret som en særdeles fremragende stilist; men
sammenlign hans digte, ja selv hans prosa med WESSEL’S vers —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
