Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Claus Fasting
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Claus Fasting. 495
liavde han sine landsmænd i «Det norske Selskab». Den
hjertesorg, der nys havde rammet ham, havde sat sordine paa hans
livslyst, saa til den overgivne, løsslupne del af selskabet hørte han
ikke; men han var ikke desto mindre et ivrigt og produktivt
medlem, og han nød stor anseelse i landsmændenes kreds, hvor han
stod som en af de betydeligste. — Men dette liv maa alligevel i
længden ikke have tilfredsstillet ham. Han længtedes hjem til Norge,
til sine gamle musikalske venner i Bergen. Han var ikke som
WESSEL bleven kjøbenhavner med liv og sjæl; han var bergenser
og gav kun gjæsteroller. Hans forældre var døde, ogsaa andre af
hans kjære derhjemme var borte; men alligevel vilde han hjem og
prøve at leve livet paa de gamle tomter. I 1777 gjennemførte han
denne plan.
Han ventede forgjæves paa at faa en liden juridisk ansættelse
i sin fødeby; sin theologiske eksamen vilde han nemlig ikke gjøre
brug af. Som CLAUS FRIMANN at leve hele sit liv i et afsides
Præstegjæld paa landet vilde han ikke have holdt ud, og selv om
lian havde villet det, havde han ikke været skikket til at være
præst. Vistnok stilledes der ikke store fordringer til præsternes
rettroenhed, og fornuftkristendommen (rationalismen) beherskede
mere og mere præstestolene baade i by og bygd. Men FASTING
havde ikke taget sit standpunkt paa rationalismens enemærker. Han
var som sagt «voltairianer», det vil i denne forbindelse sige
saameget som deist og — præstehader. — Den 3i-aarige forfatter, der
allerede havde et anseet navn inden de literære kredse, maatte
fremdeles søge et tarveligt livsophold ved at give undervisning.
Hvor lidet lønnende en privatlærers virksomhed var i Kjøbenhavn,
har vi før seet. Vi kan gaa ud fra som givet, at det i alle fald
ikke har været bedre, sandsynligvis værre, i Bergen. FASTING var
nødt til at gjøre gjæld, den vokste fra aar til aar og blev stadig
mere ubehagelig og trykkende. Gammel sorg og nye bekymringer
gjorde i det hele taget FASTING mere og mere mørk af
sindsstemning. Man har et lidet digterisk udbrud, der aander det dybeste
mismod og en bitter haabløshed, der er lige paa grænsen af
fortvivlelse. Det lyder:
«Er Dommen fældt? Skal Skjæbnen mig forfølge
Hvert Skridt jeg gaaer ?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
