Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Peter Harboe Frimann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
514 Femte tidsrum 1750—1814.
SHAKESPEARE’S lidenskabsfyldte digtning (f. ex. i «Romeo og Julie»)
formaar at gribe dybere i vor medfølelse. FRIMANN’S digt er et
stykke kunstpoesi, musikalsk i sin form, men uden den
gjennem-klingende melodi, der faar os til at synge med. Den ros, som den
vandt i vide kredse — RAHBEK fortæller, at «de tvende deilige
Be-gyndelsesstropher gienlød ligesaa hyppig og begeistret fra
Ynglingens og Ungmøens Læber, som senere OEHLENSCHLAGER^ og
INGE-MANN’S meest henrivende Elskovsskildringer» — har ikke kunnet
redde den fra at indlemmes i den literære antikvitetssamling som et
stykke, der kun har historisk værd. Det er bekjendt, hvorledes
WESSEL’S fine øre følte overlegenheden i folkevisens i al sin
knaphed saa veltalende udtryk for Axels kjærlighedslængsel i den enkle
strofe:
«Faa Reisen var han saa rask og snar,
ham fulgte vei tredive Svende,
men da han kom til sin Moders Gaard,
da red den Herre alene»
— sammenlignet med følgende beundrede og unægtelig elegant
formede og malende vers:
«Meer ilende fløi Pilen ei
I Luften hen fra Buens stramme Sene,
End Axel paa sin længselsfulde Vei
Flyr hastende forbi dens ønskte Milestene.
Sin raske Fod den stolte Ganger hæver,
Den grønne Hede flyr, og ved hans Fodslag bæver.»
Ogsaa FASTING lader tydelig forstaa i sin særdeles anerkjendende
kritik, at han satte folkevisen høiere.
Sammen med WESSEL skrev P. H. FRIMANN for selskabets pris
«Ode til Søvnen». Den har ikke WESSEL’S stærkt personlige og dybt
følte alvorlige, næsten religiøse stemning, men bæres af en mild og
blød § følelsesfuldhed, der er særdeles tiltalende. Den har en større
anskuelighed i naturskildringen end almindelig i tidens digtning, og
enkelte vers minder i stil og udtryk om den HEiBERc’ske skoles
naturpoesi, om hvilken den danske kritiker VILHELM ANDERSEN rigtig
bemærker, at den er mere gammeldags end OEHLENSCHLAGER^. —
Om FRIMANN’S kunde man omvendt sige, at dens hele tonefald er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
