Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Peter Harboe Frimann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
cjl6 Femte tidsrum 1750—1814.
Lykken blind sin Skat bortskienker,
Giør den vaagne Drømmer riig —
Lad da den, som Dagens Kummer krænker,
Dog lyksalig drømme sig b
I P. H. FRIMANN’S næste arbeide, «Tanker ved en Flod»,
gjen-finder man den samme bløde følelsesfuldhed. Digtet er nærmest
en række aforismer af en tænkende, resigneret aand; der er steder,
som minder om TULLIN, og digtet røber overhovedet stærk
paa-virkning af ROUSSEAU. Floden gjøres til et billede paa livet i sine
forskjellige faser. Det skildrer barndomstidens fred og uskyld, den
menneskelige kløgts kortsynethed, lærdommens værdiløshed, tvivlens
uro, skabningens forvandling og forgjængelighed. Den priser den
uvidende og bonden lykkelig, men end lykkeligere drømmeren. —
Ganske mærkelige tanker hos en mand paa 24 aar. Digtet trætter
imidlertid ved manglende begrænsning. Han udnytter ogsaa floden
som billede paa et folks udvikling, gjør historiske afstikkere, faar
plads baade for HOMER og VOLTAIRE og rummer overhovedet mere
filosofi end fantasi.
Endnu stærkere viser denne mangel paa begrænsning sig i hans
store naturmalende digt «St. Synnevas Kloster paa Selløe med
omliggende faste Land», optaget i «Forsøg i de skiønne og nyttige
Videnskaber». Titelen er allerede betegnende. Efter tidens smag
var en landskabsskildring først fuldkommen, naar et eller andet
historisk eller et mythologisk sagn kunde flettes ind i den. Her er
det da sagnet om den skotske prinsesse SUNNIVA’S skibbrud, som
maa holde for. Digtet har FRIMANN’S poetiske fortrin, en mild
vemodsstemning ved tanken paa barndomshjemmet, en
naturskildring, anskuelig og klar, men uden kraftig stedsfarve, der yderligere
udviskes ved "anbringelsen af klassisk mythologisk pynt, en ren
harmonisk stilkunst. Men som titelen allerede viser, har digteren ikke
forstaaet den kunstneriske begrænsning. «Digteren ser nemlig og
fremstiller altfor Meget paa een Gang. I Landskabet, som er
udmalet med alskens Grønt af Vexter og Træer, er der baade Hjort
og Jæger, Kvæghjorde og Elvefiskere, — ja der er endog i det
Parti af Fjorden, som hører til Billedet, baade Delfiner og store
vandsprudende Hvaler og desuden Søgang og Seilere, der have
Møie nok med at bjerge sig» (WELHAVEN).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
