Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Peter Harboe Frimann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Peter Harboe Frimann. 51/
Af indtryk, P. H. FRIMANN har modtaget af de naturomgivelser,
hvori han tilbragte sin barndom, har intet været stærkere end det,
der knytter sig til de vældige fjeldmasser, som paa Nordfjords kyst
reiser sine steile vægge op af havet. — Særlig vilde er
formationerne paa øen Bremanger, hvor paa den indre side det navnkundige
fjeld Hornelen med sit spidse horn, det ved OLAF TRYGGVESON’S
bedrift navnkundige Smalserhorn stiger bråt op til en høide af 3000
fod. Det var nemlig her, han efter sagaen en dag gik op, og da en
af hans hirdmænd vilde gjøre ham bedriften efter, men ikke kunde
komme ned, gik han op endnu en gang og bar den anden ned. Til
stedet knytter sig ogsaa en folkevise om HELLIG OLAF, der skal
have manet til sten et trold, som vilde stanse kongen, da han her
sprængte sig et sund for sin seilads. — Frå denne natur har
FRIMANN bevaret et uudsletteligt indtryk af uhygge og rædsel, og om
denne forestilling er ogsaa det bekjendte prisdigt «Horneelen, et
Bierg Nordenfields i Norge», optaget i «Forsøg i de skiønne
Videnskaber», bygget. Derigjennem har den hele komposition vundet en
fasthed og kraft, som ikke alene hæver det høit op over samtidens
øvrige naturmalende poesi, men ogsaa gjør det til det mest
helstøbte kunstværk blandt digterens egne arbeider. Hvis man skjærer
væk den efter tribunalets program indflettede Thorsmythe og ser
bort fra enkelte stilistiske ofre til tidens modesmag, er «Horneelen»
et stykke naturpoesi, som den dag i dag holder maal. For første
gang ser vi forfatteren bevæget af en stærkere stemning end vemod
og sentimentalitet. Emnets vælde giver hans skildring uvant kraft
og liv. Han ikke alene forteller os om rædslen, «fælheden» og
vælden, men vi fornemmer den hos ham selv gjennem diktionens
energi. Et par vers vil bedst kunne give læseren en forestilling
om,-hvor skarpt billedet har tegnet sig i hans sjæl, og hvor fast
han kunde faa den poetiske form til at slutte sig om det:
«Driv, Stormvind, bort den Taage, som bedekker
Mit sorte Bierg, og viis dets Skikkelse
Fia Dybet af op til det Høieste,
Som graanende i Himlens Blaae sig strekker! —
Sortglinsende det Horn, uhyre Krop!
Med Mile-Maal høit over Naboe-Bierge,
(En Kiempe liig blant lavt nedtrykte Dverge)
Mod Stiernerne du dristig skyder op.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
