Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Claus Frimann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52O Femte tidsrum 1750—1814.
blev hans hustru. I 1768 tog han theologisk examen og blev i
1771 kapellan i Volden i Søndmøre hos den mærkelige præst og
naturforsker Dr. HANS STRØM. Hvad smaa kaar havde nægtet
FRIMANN tidligere, at kunne drive friere studier efter sin lyst, fik
han her adgang til; thi STRØM havde et efter tidens leilighed
fortræffeligt bibliothek. Den varme hengivenhed, han følte for denne,
har han givet et udtryk i slutnings versene til digtet «Kjeld Stub»,
der ligefrem besynger «Hr. Hans paa Eger». STRØM forflyttedes
nemlig i 1779 til Eker sognekald; samtidig reiste CLAUS FRIMANN
til Kjøbenhavn, hvor han opholdt sig aaret 1779—80 som
em^eds-søger. I denne tid falder hans personlige forhold til «Det norske
Selskab», hans bekjendtskab med SUHM og hans andet poetiske
forsøg, nemlig «Sange over Evangelierne». Brødrene FRIMANN har
i denne tid mødt hinanden efter en lang adskillelse. Nu gaar deres
veie atter fra hinanden for aldrig at mødes. PETER FRIMANN droges
mod den store verden og dens finere og rigere livsformer, medens
den ældre broder vendte tilbage til den veirhaarde natur og de
trange og smaa Vilkaar i Nordtjord, hvor han havde levet sin
barndom. I 1780 udnævntes han nemlig til sognepræst i Daviken, og
her skulde han tilbringe sit lange liv, indtil han i 1829 døde. Som
han her selv afkastede hovedstadslivets konventionelle livsformer
for at leve blandt og med bønder og fiskere, saaledes skulde ogsaa
hans digtning frigjøre sig for tidens rhetoriske pynt og flitter og
blive folkelig og naturlig i ordets ædleste betydning. Jeg skal
senere komme tilbage til denne periode af hans digterliv. Her skal
jeg kun omtale det større naturbeskrivende digt, der aabner andet
stykke i «Det norske Selskabs Samlinger», det, der er tilegnet selve
GULDBERG, «Fredriksborgs Egn og Udsigten fra samme». Skjønt
dette arbeide først tryktes i 1783 — det belønnedes da «med 40
Rdl. og desuden en Præmie-Ring» —, gjør det indtryk af at kunne
være skrevet under hans sollicitantaar i Kjøbenhavn eller
umiddelbart efter som en takkesang, fordi han havde faaet kald; thi det
vers-drøie digt er en eneste hyperloyal besyngelse af døde og levende
oldenborgere, først og fremst naturligvis af CHRISTIAN DEN FJERDE. Digtets
poetiske værd er overhovedet saa ringe, at det for læseren snarere
er en ørkenvandring end en forfriskende fodtur at følge forfatteren
fra Fredriksborg til Fredensborg og langs sundets bøininger. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
