Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Hans Bull
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Femte tidsrum 1750—1814.
den stærke nationale stemning, som arbeider sig frem hos
nordmændene under indflydelse af de europæiske oplysningsideer og
natursværmeriet, og gjennem de tunge og ubehjælpelige alexandriner
fornemmer vi en dyb og varm kjærlighed til Norge, dets natur og
folk. Selve indledningen er i saa henseende karakteristisk. Det er
den hjemvendende digter, som jublende hilser fædrelandet:
«Hæld dig l min Hilsen tag, elskværdig Fødeland!
Og Himlen evig Lov! for jeg dig hilse kan.
Jeg saa ei første Pynt af dine blaanend Fielde,
De Vandes første Gny ei hørte, der udvælde,
Før længe-savnet Fryd paa mit oprømte Sind
Ved hvert et Aandedrag ublandet strømmed ind.»
Den rene luft faar blodet til at flyde lettere i aarerne, den
afvekslende natur fryder hans øie, før «til kjedsom Lighed vant»,
folket selv sundt og frit, klogt og ærligt, flittigt og lykkeligt
henrykker ham:
«Som Muur din Frihed staar; Din Eiendom saa fast,
At før den rokkes skal, før denne Klippe brast.»
Ja, friheden, det er kilden til Nordmandens lykke og rigdom.
«Ja Norge, Kongsberg ei, men Frihed giør dig rig.» Den gjør hans
lange vinter taalelig og hans stræv glædesfyldt. I kraftige antitheser
— BULL’S rhetoriske yndlingsfigur — stiller han saa den odelsbaarne
bondes lykkelige kaar op mod den «stavnbundne Vorned» og
læser «vantreven Jorddrot» og «uskiønsom Adel» alvorlig teksten.
Friheden, det er nu for BULL som for hans samtidige odelsretten;
den har intet med politisk frihed at gjøre; ja han belærer ikke
alene Polakkerne, men ogsaa THOMSON om, at deres frihed ikke er
meget værd. Ogsaa den norske bondes kongetroskab prises, men
denne kongetroskab har intet servilt ved sig; den er tvertimod
parret med en stærk selvfølelse:
«I rolig Kiekheds Sprog tør Nordmand sige frit:
Min Kreds min egen er, og dette Sted er mit.
Nedarvet Fødestavn, der paa min Afkom venter,
Sit gamle Herskab huld, afgiver glade Renter.
Min Søn, min Sønnesøn og leve skal derpaa;
Mens Arrilds-Navn er til, den skal i Slægten gaa.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
