Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Edvard Storm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
532 Femte tidsrum 1750—1814.
oder i oversættelse og ved siden af dem temmelig nedringede
erotiske digte som oden «Kjærligheds Tempel», hvis sapphiske strofer
forresten har baade glød og farver, idyllerne «Steinar og Astrid»,
«Badet» o. fl.
Efter denne sensualisme overraskes vi ved at føres ud i rent
religiøse stemninger i de «Aandelige Sange», som udgjør bogens
sidste fjerdedel, og skjønt det ikke altid lykkes digteren i disse at
Ende salmens enkle og fuldttonende akkorder, vidner de dog om
baade følelsens dybde og ægthed. Det er med disse STORM’S
følelsesstrømninger som med elvene i hans hjemdal: de flyder længe
ved siden af hinanden i samme leie uden at blandes. Hos STORM
skulde det efterhaanden blive den alvorligere, som overskyllede den
frivole. Et naturbeskrivende digt findes ogsaa i denne samling,
nemlig «Ode til Jutulsbjerget», det samme fjeld, hvortil eventyret
om Johannes Blessum knytter sig. Det har væsentlig sin interesse
ved slutningsversene. hvori digteren apostroferer sin Ungdomselskede,
RAGNHILD, og dvæler ved deres lykkelige kjærlighed i den store natur.
I 1778 ydede STORM sin tribut til «Indfødsretten» ved et digt i
fire sange, og samme aar udkom hans første samling «Fabler og
Fortællinger i den Gellertske Smag». At slutte af fortalen var
det med en vis ængstelse, at STORM imødesaa kritiken over dette
forsøg. Man mærker, at recensionerne over hans tidligere digte
endnu svider ham i huden, og han forsvarer sig energisk paa
for-haand mod at have brugt levende modeller. Han havde den glæde
at vinde almenhedens bifald i en grad, som ikke er os let at
forstaa. Fablerne er jo en form for didaktisk digtning, der har til
Øiemed at indprente en eller anden god moralsats gjennem en liden
historie, som fantasien med samme ret kan hente fra naturlivet som
dyre- og menneskelivet. Forsaavidt kan man sige, at fabelen er til
for moralens skyld. Men medens *hos den ægte fabeldigter en
naivt-barnlig fortælling forener sig med en epigrammatisk tilspidset
moralsats, saa den sidste kun fremtræder som den essens, hvori
hins farve og duft fortætter sig, er STORM’S fabler og fortællinger
som regel fantasiløse og den tilføiede moral udvandede
almensandheder. Pædagogen har taget magten fra digteren, og begge er
blevne skadelidende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
