Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Edvard Storm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edvard Storm. 533
Hvor fjernt STORM’S digtning var kommen fra den følelsens og
formens umiddelbarhed, den havde i den første ungdom, da den
øste lige ud af naturen, kan vi lære af et større digt, «Jøndalen»,
der udkom sammen med fablerne. Det er aabenbart ikke blot ved
afstand og aar, at STORM er fjernet fra hint inderlige forhold til
hjembygden. Den oprindelige friskhed i hans naturforestillinger er
gledne over i abstraktion, og hans realistiske kunst i folkeviserne
er stiliseret efter herskende modeformer. Klassisk-allegoriske billeder
anbringes midt oppe i vor vilde fjeldverden; der ødsles med guld,
ædelstene, perler, krystaller — thi de «koste en Digter intet» —
og endelig anbringer han i en hule i disse omgivelser en nymfe,
«Jona», tronende i al denne pragt, som gudinde i dette den norske
digtnings pantheon; thi her hænger HOLBERG’S harpe og
BRAUN-MANN’S laurbærkrans o. s. v. Stilen og smagen eller smagløsheden
i denne poesi kan man faa en forestilling om i følgende skilderi af
«Jona»:
«Hvor skiøn var hun — En Hals saa hvid og skier,
At Sneen hist, som Jøndals Tinding kroner,
Misundelig, sig selv fortær
I Graad, som flyder fra dens gamle tykke Broner.
Faa Purpurkind sig Ungdoms Foraar malte,
Mild Munterhed udaf de blanke Øine talte.
Et bleegrødt Taft fra Skuldre flagred ned
Til Saalen, som var med Guldlidser bundet;
Om trinde velskabt Beltested
Et søegrønt Baand vellystigen var vundet
I kruset Lok balsamisk Rose skimred,
Paa Alabaster Arm Smaragd og Onyx glimred.»
I de sidste vers lovpriser digteren naturlivets rene lykke, saaledes
som den nydes af «de stærke Dalens Sønner», dette
«Uskyldighedens Folk, som elsker frit og veed af ingen Tvang», og bringer
saaledes sit offer til natursværmeriet i en stil, der har hele tidens
konventionelle maner.
I 1785 udgav STORM selv de digte, han vilde vedkjende sig for
eftertiden, under titelen «Samlede Digte». Titelbladet er, som man ser
(side 536), prydet med en vignet, der forestiller Kringen, hvor Sinclar
faldt i 1612. STORM, der overhovedet yndede at skrive lange fortaler,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
