Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - III. De norske digtere i fædrelandet 1787-1814 - Johan Nordahl Brun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Nordahl Brun. 539
disse forhold sygner Selskabet hen, skjønt versprotokollen fortsattes
og de gamle erindringer og tilreisende veteraners besøg endnu
formaaede at holde det ilive. I 1812 opløstes Selskabet.
Versprotokollen blev sendt til professor N. TRESCHOW i Kristiania, en af
Selskabets stiftere; men skibet kom paa en eller anden maade bort,
og med det det kostelige arvestykke. Af dette eksisterer der nu
kun en afskrift i Universitetsbibliotheket. Et klubselskab i
Kristiania, der stiftedes i 1818 og endnu eksisterer, optog det gamle navn.
De forfattere, som afslutter denne periode, vil vi saaledes finde
bosatte i Norge den største del af sit liv. De skulde næsten alle
opleve den politiske adskillelse fra Danmark, der fuldbyrdede den
nationale frigjørelsesproces, hvis udvikling vi har havt anledning til
at følge paa literaturens Omraade, og enkelte af dem skulde
personlig være medvirkende ved de betydningsfulde historiske
begivenheder, som knytter sig til foreningens opløsning. Nogen dybere
indflydelse paa literaturen fra tidens stærke bølgegang vil man dog
forgjæves efterspore, ligesaalidt som den store europæiske fornyelse
i poesiens væsen, der i aarhundredets begyndelse trænger op mod
Norden, rækker til Norge. Forskjellige i sit forhold til tidens
brændende ideer, er de alle væsentlig konservative i literaturen, og saa
indtræder det forhold, at samtidig som nationens livsevner udfolder
sig kraftig paa politikens, samfundslivets og tankens Omraader,
skrumper literaturen sammen og ophører at være forkynderen af
tidens stemninger og behov. Poesien ældes, medens folket forynges,
et særsyn, der har faaet sit betegnende udslag i den kjendsgjerning,
at medens det er 3O-aars mænd, der fører an i den politiske
kampagne i aarhundredets begyndelse, er det digtere i livets høst eller
paa gravens rand, der slaar harpens strenge.
Som den i alle maader betydeligste personlighed i denne
periode møder vi igjen «Zarines» og «Einar Thambeskielvers» digter,
Johan Nordahl Brun. Vi finder ham i Bergen som præst ved
Korskirken siden 1774, og skjønt det var med tungt hjerte, han
ombyttede Trondhjem med den regnpiskede handelsby, hvor han fik
svar paa hyrdens Spørgsmaal hos VERGIL:
«Die, quibus in terris coelum non amplius ulnas tres patet . . .»,*
Sig, i hvilket land Horizonten kun er tre alen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
