Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Johan Nordahl Brun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
544 Femte tidsrum 1750—1814.
Man kan heraf skjønne, at der har været dem, som ikke ubetinget
har seet med blide øine paa BRUN’s hyppige deltagelse i
selskabslivet, der stemte saa vei med hans livfulde og socialt anlagte natur,
og at det har været Éam om at gjøre paa forhaand at fjerne den
uvilje, som selskabssangene kunde vække hos saadanne. Hans
forsvar gaar kort og godt ud paa, at hans sange er skrevne som
afløsere af ældre letfærdige viser for at fremme «Sædelighed og god
Orden», og han er overbevist om, at de holder prøve for «Dydens
og Sandhedens Domstol». Dette vilde dog neppe have givet dem
et længere liv, hvor tilfredsstillende det end kan være for forfatteren
selv at have den gode samvittigheds bevidsthed. De egenskaber,
der har gjort dem kjære for generationer efter ham og endnu reddet
de bedste af dem for forglemmelse, er deres friske og kjække
sangtone, deres elskværdige lune og den kjærlighed til natur og folk,
der slaar os imøde. Ganske vist afspeiler just ikke «Bor jeg paa
det høie Field» og «Den norske Vinter er saa vakker» nogen høiere
idealitet i livsglæden eller fædrelandsfølelsen, og forsaavidt er H.
LASSEN’S karakteristik af den første som «spidsborgerlighedens
triumfhymne» træffende, men der er unægtelig noget smittende i den
umiddelbare naivt-ubevidste glæde, hvormed det travle liv i skov og
dal, paa fjeld og i fjære besynges og den sorgløse tilfredshed ved
det rige bord og det fulde bæger prises. WERGELAND kunde ogsaa
med fuld rette kalde den «Nordmændenes kjæreste Nationalsang».
Og hvilken frisk luftning fra sø og strand slaar os ikke imøde fra
linjer som:
«Boer jeg ved den nøgne Strand
Paa en Holm, fuld af Æg mellem rullende Bølger,
Hvor en Fuglehær paa Vand
Sild og Brisling og Morten forfølger;»
og Straaler ikke ungdommens vinterjubel fra dette raske vers:
«Nu Dalens muntre Sønner glide
Paa Skier ned fra Fjeldets Side
Saa rask, som Piil i Luften fløi,
Nu let paa Skøiter de sig svinge,
Nu Kanefartens Bielder klinge,
Og Øret dirrer af den Støl.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
