Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Claus Frimann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
554 Femte tidsrum 1750—1814.
første gang bryder med den høitidelige historiske paradestil og
finder en folkelig og enkel sangtone, der har meget af kjæmpevisens
og sagaens djerve ligefremhed, «Til et Asketræe», et erindringsdigt,
der faar os til at mindes BAGGESEN’S «Da jeg var lille», men hvis
elegiske stemning er ganske fri for dennes søgte sentimentalitet, det
ypperlige «Den norske Fisker», ved sin impressionistiske knaphed
og anskuelighed og den kjærlige fortrolighed med menigmands liv,
det afspeiler, kanske hans bedste digt. Er det muligt at gjøre en
situation mere levende med enklere kunst end i verset:
«God Hustrue oppe seer ud igien ;
Det qvælder tilig, og kold er Stuen,
I Krogen setter hun Rokken hen,
I Asken rager, giør Ild paa Gruen;
Tung op fra Stranden
Ind stamper Manden,
Tre vaade Trøier, en efter anden
Han slænger hen.»
Vi formelig ser og hører de enkelte bevægelser i dette
genrebillede, og vor fantasi fortsætter uvilkaarlig, hvor digteren braat
stanser.
Man ser, at FRIMANN er bleven sig bevidst denne nye evne til
folkelig digtning, og at han er bleven greben af tanken om at
udnytte denne til gavn og glæde for almuen. Han siger i slutningen
af sin «Forerindring»: «Gid nogen heldig Digter ogsaa vilde
forsyne Almuen paa Landet med bedre Folkesange, end de hidtil
brugelige! — Jeg siger: Digter; thi jeg skulde ikke troe, at nogen
fornuftig Digter holder det under sin digteriske Værdighed at nedlade
sig til sine ringere Medbrødre, for at opvække Kiækhed,
Fædrelands-kjærlighed, Stræbsomhed og andre Dyder. — Ikke skammer jeg
mig derved.»
Det blev ham selv, som skulde løse denne opgave paa den
fortræfTeligste maade. Allerede i 1790 udgav han paa GYLDENDAL’S
Forlag sin «Almuens Sanger». Som allerede før nævnt betragtede
han denne sin literære virksomhed som hørende til en ringere art.
Den høiere poesi maatte i hans tanker ogsaa have de høie sving,
og han gjorde sig ingen illusioner om at «føre i Marken med sig
en 9 å 10 hundrede Subskribentere, eller paa nogen anden Maade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
