Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Claus Frimann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Claus Frimann. 555
at gjøre nogen synderlig Parade.» Saameget stærkere, ja saa meget
ædlere har den drift været, der har bevæget ham til at forsøge sig
som folkedigter. Han minder selv om PETTER DASS, og han er i
virkeligheden dennes fortsætter i en fuldkomnere form. Han havde
den gamle nordlandspræsts kjærlighed til folk og natur, hans
tro-skyldighed og lune; men der ligger hundrede aar imellem dem, og
denne forskjel er mærkbar i FRIMANN’S langt overlegne sangkunst. —
Som et ægte barn af oplysningens, fornuftens og filantropinismens
aarhundrede sætter han sin digtning i folkeopdragelsens tjeneste.
Almuen har intet at læse uden værdiløse historier og viser. Han
vil skaffe dem sange, som kan opmuntre dem i deres arbeide,
forfriske sindet i deres hvilestunder og give dem gode eksempler til
efterfølgelse, men han vil ogsaa forvise det smudsige og plumpe fra
deres forestillinger og rydde overtroen ud af deres sind. Vi ser, at
han skatter kjæmpe- og folkeviserne, og han har paatagelig lært af
dem, men han forkaster dem som folkelæsning paa grund af «den
megen Trolddom og Dævelskab, som i disse er indvævet».
Saaledes berøvede han sig selv af rationalistisk rettroenhed elier af
ængstelig hensyntagen til almuens formodede tarv det rige
fantasistof, hvori folket havde søgt erstatning for den trang til at give livet
den større vidde, farve og rigdom, som virkeligheden havde nægtet
det. —
«Almuens Sanger» indledes af tre længere læredigte i
alexan-drinere, hvori han giver bonden sunde og gode raad om jordbrug,
læsning, husflid, tilfredshed i sin stand, nøisomhed og diverse andre
ting, som viser, hvilken klog, forfaren og velvillig mand FRIMANN
var, men som ikke er særdeles morsomme eller poetiske. Vor
digter har imidlertid ved disse lettet sin samvittighed; han har opfyldt
sin skyldighed som præst og folkelærer og kan nu synge ud af
fuldt bryst sin sjæls friske melodier. — Her lærer vi da først
FRIMANN at kjende som den djerve patriot, den fædrelandselskende
nordmand, modets, hæderens, offervillighedens varme sanger, der
holder fortidens bedrifter i ære og løfter dem op for de levende
slægter. Hans «Hæders- og Mindesange» er delvis ypperlige digte,
i sit slags klassiske ved sit foredrag og sin form. Og denne er
helt ud hans egen. Her er ingen efterligning, ingen efterdigtning,
som heller ikke den folkelige tone skyldes nogen kunstnerisk be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
