Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Claus Frimann - Jonas Rein
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jonas Rein. 563
WELHAVEN: «Kun et Snes Aar er henrundne siden CLAUS FRIMANN’S
Død, og allerede er han saa godt som glemt i sit Fædreland.»
WELHAVEN opdagede ham igjen og samlede det værdifuldeste af
hans spredte digtning i en liden bog, hvis forord er en fint og
varmt skreven literær oprejsning for ham. WELHAVEN har ogsaa
efter en ungdomserindring givet os hans portræt — noget andet
gives der ikke af ham. Han gjæstede ham en sommerdag i 1821
paa en feriereise og skildrer ham som en «lille Mand med et
but-form et. rødmoset Ansigt, hvori Øinene var ualmindelig klare og
smukke. WALTER SCOTT’S Portrait minder mig levende om hans
Træk. Uagtet han haltede lidt, var hans Bevægelser lette og
livlige.» — Efter at have skildret præstegaarden, bibliotheket og
omgivelserne ender han: «I min Erindring ser jeg ham helst vandre
paa de smukke Skrænter, der omgav hans Bolig, og hvor en lys
og munter Vext af frodige Løvtræer og blomstrende Buske
skyggede hans Vei.» — En anden situation fra digterens senere aar
viser os ham en fødselsdag kranset af unge bondejenter med
vaa-rens fine løv og blomster. Disse og lignende Smaatræk har bidraget
til over hans liv og personlighed at lægge en idyllens rolige
harmoni, som hans digtning tør have bidraget til at give en
almen-gyldighed, der ikke helt svarer til virkeligheden. Men deri ligger
ogsaa et vidnesbyrd om dens poetiske værd, der er mere veltalende
end nogen literær kritik.
I aarene 1777—1780 kunde man i «Det norske Selskab»
hyppig se en ung theologisk student, Jonas Rein, hvis udseende og
væsen kun syntes at harmonere daarlig med den muntre og
skjæmt-somtne tone, som endnu i den tid herskede i de røgfyldte stuer.
Den unge mand bar i sit blege, nervøse, melankolske ansigt tilskue
et temperament, der syntes mere skabt for at se livet mørkt end
lyst, om vi end tør tro, at denne sygelige sindsretning endnu i denne
tid holdtes itømme af ungdommens naturlige sangvinitet. At han i
denne kreds særlig synes at have omfattet den meget ældre WESSEL
med hengivenhed vil ikke forundre, naar man kjender dennes
hjertensgodhed og fordringsløshed, og WESSEL synes paa sin side at
have mødt denne hengivenhed med den aabne og ligefremme
venlighed, der var ham egen. At slutte af nogle linjer i den første elegi,
som REIN skrev i anledning af WESSEL’S død, og som staar at læse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
