Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Jonas Rein
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jonas Rein.
hans meget praktiske anskuelser af sine poetiske arbeider som gode
midler i embedsbefordringens tjeneste; men man har mere
ligefremme vidnesbyrd. I fortalen til sin digtsamling af 1806 siger han:
«Ved Vanen vistnok mere end et virkeligt Kald er Lyst til
Digtekunsten, jeg tilstaar det, bleven mig lidenskabelig. Uden Tvivl er
det derfor ærlig Mands Færd at bryde overtvert med et Arbeide,
der kunde svække Lysten og borttage Tiden fra pligtmæssigt og
helligt Kald.» Man kan vistnok ikke heri blot læse en klædelig
beskedenhed. REIN var en saa oprigtig natur, at han ikke kunde
lægge skjul paa, at han selv har følt misforholdet mellem vilje og
evne, selv om det bifald, som hans digtning høstede, nok kunde
vildledet hans egen dom over sig selv. Thi REIN havde i en
sjelden grad sin samtids yndest. Den skattede paa en gang hans
omhyggelige, klassisk gjennemsigtige, let flydende foredrag og hans
alvorlige, rene, ædle tanker, ja selve hans sorg og klager synes at
have rørt tidens følelseshungrige mennesker. For os er han for
abstrakt og upersonlig. Alt natur og liv bliver farveløst og
ulegem-ligt gjennem hans kunst. Han, som paa RoussEAU’sk vis hylder
naturen, har ikke ret havt øie for dens skiftende fysiognomi og ikke
naaet udover hyrdestilens stiliserede landskabsbilleder, og endnu
mindre har han følt sin egen sjæls fornemmelser i samklang med
dens stemninger. Og det samme gjælder, hvor han staar
ligeoverfor menneskene. Det personlige forflygtiges i abstraktion, hvad
enten han medfølende skildrer dem i livets omskiftelser, eller han
satirisk svinger svøben over deres daarligheder. Thi han forsøgte
sig ogsaa som satiriker, men man mærker altfor vei, at han nok
havde den ægte satires harme, men ikke dens lystige overlegenhed
og rammende vid. «Gud/ Natur, Sandhed, Frihed, Dyd, Venskab»
reen Glæde, disse er hans Yndlingsæmner,» siger SAGEN, en
stofangivelse, som i virkeligheden skarpt og bestemt peger paa bristen
i hans digtning, der snarest er en række betragtninger over yndede
almensatser i bunden stil og ikke en fantasistærk eller
følelses-bevæget personligheds udbrud. Hvad JONAS REIN har skrevet
tilhører derfor nok literaturhistorien, men ikke den gjennem tiden
levende literatur. — I slutningsdigtet «Til Musen» ender vor
forfatter med følgende vers:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
