Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Jens Zetlitz - Envold Falsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
582 Femte tidsrum 175°—1814.
samme, hvem digteren ogsaa havde overdraget alle sine efterladte
papirer.
Skjønt uden stærkere originalitet og dybde i sit poetiske
grundsyn fortjener dog ZETLITZ’S poesi at leve ved visse egenskaber,
hvori vi gjenfinder sider af vort folkelynne gjennem tiderne, dets
sunde humor og lyse, glade livsopfatning og ikke mindst ved en
form, der i de bedste af sangene har en naturlig frihed og
smidighed som hos faa af hans samtidige. Hvorledes han opfattedes af
sin samtid, kan vi se af RAHBEK’S mindedigt i «Tilskueren»:
«Spred dine Lokker, Ephen, paa det Muld,
Som Glædens hedengangne Skjald bedækker;
Gyd, Rosenbusk, Din Duft om Harpens Guld,
Hvis brustne Streng paa Graven mat sig strækker.
Lad, slanke Viinstok, under brede Løv
De gyldne Druer om hans Gravhøi gløde;
Thi disse Strenge var, før de blev Støv,
Som Roser liflige, som Druer søde;
Sig Grafer og Fiender svang
Herned, saa tit han til sin Harpe sang.»
Envold Falsen, den sidste af de digtere, vi møder i dette
tidsrum, har sit meget bestemte særpræg, der adskiller ham skarpt fra
de forfattere, vi nylig har behandlet. Trods al individuel forskjel vil
ingen kunne være i tvil om, at der mellem disse — man kunde
kalde dem «Vestlands-digtere» — er en udpræget lighed i anskuelsesvis
og kunstopfatning. De er alle lyrikere — i mol eller i dur —, deres
poesi suger af naturen og folkelivet, enten den nu fremtræder i
visens fortrolige og hjemlige form, med fædrelandssangens raskere,
kraftigere, selvbevidste rythmer, eller i idyllens søndagsstilhed,
elegiens klagetoner, læredigtets brede prosa.
I FALSEN’S forfatterskab gjenfinder vi kun glimtvis beslægtede
anslag. Hans naturfølelse synes ikke særlig stærk, i ethvert fald
spores naturstemninger og naturindtryk yderst sjeldent i, hvad han
har skrevet, og han har ikke tilbragt nogen større del af sit liv ude
blandt det af kulturen upaavirkede folk. Den eneste gang, den
haarde nødvendighed førte ham ud som embedsmand blandt almuen,
følte han dette som en forvisning, der formørkede hans sind. Han
er en civilisationens mand, der elsker at leve blandt mennesker, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
