Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
jig Første tidsrum 1814—1830.
Johan Storm Munch var kun et aar yngre end SAGEN, og han
blev endog student et aar tidligere. Alligevel ligger der mange aar
mellem hans maade at digte paa og LYDER SAGEN’S. MUNCH’s
digtning er ligesaa stærkt paavirket af den ny literatur, som SAGKEN’S
er uberørt af den.
Enhver literaturhistorie, der nævner hans navn, iler med at
fortælle, at EDVARD STORM var hans onkel og ANDREAS MUNCH hans
søn. Historikeren P. A. MUNCH var hans brorsøn, og den som
figur- og portrætmaler i sin tid bekjendte kaptein MUNCH var ogsaa
i nær slægt med ham. Det er, som man vil se, en familje, hvori
baade kunsten og videnskaben, men fremforalt literaturen har fundet
ivrige dyrkere.
Noget slægtskabsforhold mellem hans og onkelens digtning
lader sig vanskelig paavise. Saavidt jeg kan se, mødes de kun i
varm interesse for sin fælles fødebygd Vaage og dens kraftige
nord-gudbrandsdalske maal. EDYARD STORM digter flere af sine bedste
viser i dette maal; JOHAN STORM MUNCH optegner en del af dets
ordforraad, sammenligner det med oldnorsken og paaviser
derigjennem dets ærværdighed.
Med sin bekjendte søn har JOHAN STORM MUNCH tilfælles en
aaben sans for versets melodiøse klang, levende interesse for Norges
historiske minder og varm kjærlighed til den norske sommernatur.
Naar det derimod er bleven sagt af en tidligere forfatter, at J. ST.
MUNCH undertiden anslaar en tone, der ved sit elegiske præg
„ligesom er forbud om den retning, hans som lyriker udmærkede søn
skulde udvikle", da er det vanskeligt at forstaa, hvortil en saadan
udtalelse støtter sig. J. ST. MUNCH var nemlig slet ikke nogen
elegisk natur og adskiller sig heri bestemt fra sin søn, der snarere
synes at have modtaget det elegiske drag fra moderen. Hvor stor
afstanden mellem dem er i dette stykke, fremgaar bedst af deres
forhold til sommernaturen. Som ægte elegiker dvæler ANDREAS
MUNCH ved „Sommerens Vemod"; han giver sig ikke hen i glæde
over dens Skjønhed; han sukker kun over, at den varer saa kort.
Faderens forhold til sommeren er langt lysere og friskere. Hør blot:
«Thi jeg veed ei, hvorledes det gaaer: men naar Sommeren vinker
Sangernes vingede Hær atter til løvklædte Lund,
Johan Storm
Munch.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
