Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22 Første tidsrum 1814—1830.
disse ord er hans plads i vor literaturhistorie betegnet. Gjennem
sin oversættelse af SCHILLER’s „Don Carlos" og senere af RACINE’S
„Athalie" indfører han den rimfri femfodede jambe som dramatisk
vers i vor literatur, et Versemaal, hvori han senere ogsaa skrev sit
eget drama „Præsten i Hallingdal". Han interesserer sig for den
tyske literatur og gjør respektable forsøg paa at oversætte enkelte
af dens frembringelser. Specielt er han en beundrer af SCHILLER;
han har ikke blot leveret den før nævnte — temmelig klodsede —
oversættelse af „ Don Carlos"; men han har ogsaa oversat Jeanne
d’Arc’s store afskedsmonolog (fjerde scene af prologen til „Die
Jungfrau von Orléans") og et par af SCHILLER’s digte („Die Theilung
der Erde", Die Worte des Wahns"). Modstykket til det sidste
digt, „Die Worte des Glaubens", har givet ham ideen til „De tre
høie ord".* I hans høistemte natur var der i det hele taget
adskilligt, der maatte drage ham mod SCHLLER’S pathetiske flugt, uden
at det lykkedes ham at tilegne sig noget af den, trods de tilløb, han
gjorde baade i flere af sine større digte og i „Præsten i Hallingdal".
Ganske anderledes befrugtende har OEHLENSCHLAGER virket paa
ham. Den lette, flydende versifikation, der i regelen udmærker hans
digte, de korte, springende versformer, han med en vis forkjærlighed
anvender, skyldes øiensynlig studiet af OEHLENSCHLAGER. Den kamp
mellem det poetiske og det nyttige, som OEHLENSCHLAGER dvæler
ved i digtet „Morgenvandring" — man husker kornblomsterne —
og fremfor alt i „Sankt Hans Aftenspil", klinger igjen hos MUNCH
paa flere steder, især i et digt, der ogsaa bærer titelen „Sanct
Hans-Aften". Følgende to vers i dette digt er tilstrækkelige til at
oplyse forholdet: Hver af modsætningerne har sit vers:
«Hvad kan de unge Birkeskud
Som Stads for Døren gavne?
De gav, hvis de fik voxe ud,
Af Brænde flere Favne.
* Naar DlETRICHSON — og efter ham UTHEIM — paastaar, at det er «Det
eviga», TEGNÉR’S efterligning af SCHILLER’S digt, der her danner MUNCH’S nærmeste
forbillede, da er dette en paastand, som ikke kan bevises. Begge disse forfattere
synes at have overseet, at MUNCH har oversat digtets sidestykke hos SCHILLER.
UTHEIM har endog i den grad overseet det, at han antager MUNCH’S oversættelse,
der bærer titelen «Advarsel», for en original. (Se J. UTHEIM: «Otte forfattere»,
side 142.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
