Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. N. Schwach. 3 j,
hvorfra han i 1836 flyttede til Trondhjem som stiftsoverretsassessor.
Ligesaa vei som han havde befundet sig i Arendal, ligesaa vanskeligt
havde han for at finde sig rigtig tilrette i Trondhjem. Her mistede
han sin hustru paa grund af „Aanden fra den nære Pol", som han
paastaar i et mindedigt over hende, og i flere andre digte udtrykker
han sin misfornøielse med sit opholdssted, hvorfra han endelig slåp
løs, da han i 1848 kunde flytte til Skien som sorenskriver i Nedre
Telemarken. Her døde han i 1860 efter ikke blot at have seet
hele den WERGELAND’ske og WELHAVEN’ske digtning udfolde sig,
men endog oplevet det gjennembrud af en ny opfatning af „den
Oldtidens Mand Nor", som skede med IBSEN’S „Hærmændene paa
Helgeland" og BJØRNSONS „Synnøve Solbakken".
Som SAGEN og MUNCH begyndte SCHWACH sin digterbane med
at oversætte klassikerne. Hans „Samlede Digte" aabnes af fem af
HORATS’ oder og en af hans epoder; de er besørgede fra hans 14de
til hans 16de aar — og er da ogsaa derefter. Et af hans ældste
originale digte er et begeistret hyldningsdigt „Til Horatses Manes",
Men ikke mange aar efter skrev han et ligesaa begeistret digt til
— B. S. INGEMANN. Det synes at være en besynderlig og høist
unaturlig sammenstilling; men den er ikke desto mindre særdeles
betegnende for SCHWACH. I hans poesi indgik den klare praktiske
forstandighed og den glade livsnydelse, der udmærker HORATS, en
illegitim forbindelse med det grædefærdige, som vi kjender fra
INGEMANN’S ungdomspoesier.
Der er megen sorg, megen klage, megen jammer og
elendighed i SCHWACH’S digte; men der er ikke poetisk dybde i sorgen,
ikke flugt i klagen, ikke høihed og inderlighed i jammeren. Den
horatsiske forstandigheds gyldne middelvei (aurea mediocratis)
forvandler sorgens ensomme stier til brede landeveie, hvor forfatteren
styrer sin Pegasus trygt og magelig frem i de opkjørte hjulspor.
Selv i mindedigtet over sin fader hæver han sig ikke høiere end til
en rimet biografi, hvori han blandt andet oplyser, at faderen har
været en dygtig lærer, en samvittighedsfuld sjælesørger, en trofast
ven, at han har været to gange gift, først med digterens moder,
dernæst med en anden „ædel Pige", der skjænkede ham to sønner
og en datter. Det sidste sted i det lange digt fortjener at citeres
som en karakteristisk prøve:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
